Forside * Nyheder

TV 2 lancerer ny sportskanal på PLAY

-
Sportschef Frederik Lauesen og administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen fotograferet på Kvægtorvet i Odense, hvor TV 2 SPORT X kommer til at høre hjemme. (Foto: Jens Wognsen / TV 2)

TV 2 SPORT X etableres på streaming og fokuserer på internationale stjerner inden for blandt andet fodbold, tennis og basketball.

TV 2s ambition for de kommende år er at accelerere udviklingen af TV 2 PLAY, og kvalitetsindhold er nøglen til, at TV 2 også i fremtiden har en stærk position i det danske mediebillede. Fra januar 2020 skal en ny sportskanal med stærke rettigheder bidrage til indfrielsen af denne ambition.

Annonce:

Den nye sportskanal – som får navnet TV 2 SPORT X – er født som en tv-kanal på streamingtjenesten TV 2 PLAY og styrker TV 2s samlede sportstilbud. Samtidig vil det være muligt for tv-distributører at tilbyde TV 2 SPORT X til deres kunder med tv-pakker.

“Medieforbrugerne bruger mere og mere tid på streamingplatforme, og derfor skal vi naturligvis også tilbyde mere og mere indhold på TV 2 PLAY. At introducere en ny sportskanal, der tager sit udgangspunkt i en digital distribution og et digitalt forbrug, er helt i tråd med vores strategi om at accelerere udviklingen af TV 2 PLAY”, siger TV 2s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, og fortsætter:

“Hvad enten det drejer sig om sport, nyheder, fiktion eller underholdning, så er kvalitet og relevans afgørende for, at TV 2s indhold også i fremtiden er en central del af medieforbruget herhjemme. Vi har en ambition om, at TV 2 PLAY skal være uundværlig for danskerne, og vi ved, at sport samler, engagerer og begejstrer mange passionerede fans. Med TV 2 SPORT X ønsker vi at stå med et endnu stærkere samlet sportstilbud, og kanalen er samtidig et eksempel på, hvordan udvikling af kvalitetsindhold – og her også erhvervelsen af rettigheder – og udvikling af TV 2 PLAY går hånd i hånd”.

Den nye sportskanal får især fokus på store internationale stjerner inden for spansk fodbold, italiensk fodbold, tennis fra Wimbledon og fra herrernes ATP-turneringer, som TV 2 netop har erhvervet rettigheder til, samt amerikansk basketball fra NBA. Hertil kommer X Games, atletik-VM, skiskydning m.m.

Listen over rettigheder og sportsbegivenheder på TV 2 SPORT X omfatter blandt andet:

  • Spansk fodbold fra La Liga – tre kampe hver runde og én El Clásico pr. sæson
  • Italiensk fodbold fra Serie A – en kamp pr. runde
  • Wimbledon-tennis
  • ATP-tennis
  • NBA Basketball
  • X Games
  • Skiskydning VM og World Cup
  • VM Atletik
  • VM Alpint
  • VM Langrend

Udover at udkomme på streamingtjenesten TV 2 Play så er TV 2 også i dialog med tv-distributørene, om mulig distribution af den nye kanal.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.