Forside * Featured

TEST: Libratone Track air+ trådløse in-ear hovedtelefoner med støjreduktion

-

Libratone har været på en lang rejse fra trådløse højttalere, til nu også at være producent af spændende hovedtelefoner. Vi har testet de nye Track air+ in-ear med støjreduktion.

Libratone er klar med støjreducerende in-ear hovedtelefoner, og til en så attraktiv pris, at de går i direkte kamp med Apple AirPods (uden støjreduktion) og Sony WF-1000XM3 som vi testede for nyligt.

Til en vejledende udsalgspris på 1.499 kr. skal der mange gode argumenter til for hvorfor man ikke skulle tømme lommen for penge, og fylde dem for lyd. Vi har testet de nye Libratone in-ears.

Annonce:

 

Libratone Track air+ (foto: recordere.dk)

Udpakning og installation

Libratone Track air+ kommer i en æske der udover de trådløse hovedtelefoner indeholder 3 ekstra sæt skumpuder i forskellige størrelse, så du kan finde et sæt der passer til dine øre. Desuden kommer der et etui der har batteri, som kan genoplade dem 3 gange mere for ekstra lang spilletid. Desuden medfølger der også et USB-A til USB-C kabel til opladning.

Modellen vi testede var hvid, men du kan også få Libratone Track air+ i sort, hvis det er en farve du foretrækker.

Etuiet der er i hård plast har en USB-C indgang til opladning, og har oven i det indbygget Qi trådløs opladning (ekstra points for det). Etuiet er ikke særligt stort, og ligger endog rigtigt godt i lommen. Til gengæld er jeg lidt skuffet over låget, der virker skrøbeligt og besværligt at åbne, hvis du ikke bruger begge hænder. Etuiet vejer ikke mere end 36 gr.

De små øretelefoner er til gengæld lækre og solide i designet. Til trods for at de har støjreduktion og god batteritid vejer de under 6 gr. hver, og jeg kan godt lide den trekantede form som Libratone har givet i designudtrykket. Libratone Track air+ sidder rigtigt godt i øret, og selv på flyveture på et par timer blev det ikke et problem at have dem siddende. Oven i det har Track air+ en IPX4-certificering så de er fugt og støvafvisende, hvis du er ude i lidt regn, eller sveder ved ørene når du dyrker motion. Det har Sony WF-1000XM3 f.eks. ikke.

 

Libratone Track air+ sidder godt i øret

 

Så snart du tager de to ørepropper ud af pakken, er de i pair-mode, og så er det bare at tilslutte dem via bluetooth med din smartphone eller computer. Du kan også vælge kun at bruge én af de to. Den første du tager op af etuiet vil blive genkendt af som den primære hovedtelefon.

Du kan også bruge Libratones app til Android og iOS, hvor du kan sætte op hvad de touch-kontroller der er på siden af øretelefonerne skal bruges til. Dekan sættes op til play kontrol og samtale assistenter. Ligesom du i app’en kan bruge en equalizer til at justere lyden. Men udover det så er app’en en super kedelig og langsom oplevelse, så efter at have sat hvad touch-knapperne skal bruges til så holdt jeg op med at bruge den.

 

 

Bluetooth

Libratone Track air+ kommer med bluetooth 5.0, der er energieffektiv, og oven i det har en rigtig god forbindelse. Jeg kunne uden problemer gå rundt i det meste af huset uden at forbindelsen forsvandt, og tilslutningen til telefonen sker nærmest øjeblikkeligt.

Når du tilslutter Track air+ kommer der et kort visuelt feedback, der fortæller at de er forbundne.

Tager du Libratone Track air+ ud af ørene registreres det og den stopper med at spille musik, så snart du sætter dem på plads igen, begynder de så at spille igen.

 

Hvordan lyder de – Og hvor god er deres støjreduktion?

Jeg er imponeret over lyden i Libratone Track air+. Som standard er den lige skarp nok til min smag, men det kan justeres i app’en, så den passer mere til den enkeltes reference.

Der er en god bas, og både diskant og mellemtone får god plads. Og de slår uden problemer lyden i Apples AirPods, mens jeg stadig personligt foretrækker de dyrere Sony WF-1000XM3.

Den indbyggede støjreduktion virker godt, og sidder man i kontor eller i tog, bus eller fly hjælper de med at fjerne støj, dog ikke helt lige så godt som Sony WF-1000XM3, men igen til prisen er den endog mere end godkendt. Du kan selv indstille hvor meget den skal reducere fra 0 – 30 dB.

Jeg testede med Kwamie Liv “Lovers that come and go”, og hendes spæde stemme kom flot igennem, ligesom balancen mellem stemme og musik var perfekt. Sade’s “Soldier of love” lyder også rigtigt godt, selvom slapbassen lige manglede det sidste. Men helt klart godkendt.

Andreas Vollenweider’s “Bella Donna” lød også fint, efter jeg havde justeret equalizer, for det var især på det nummer at jeg bemærkede den dominerende diskant.

Men alt i alt. Lyden er klart godkendt

 

AirPods, Libratone Track air+ og Sony WF-1000XM3 (foto: recordere.dk)

Batteritid

Libratone fortæller selv at Track air+ har en batteritid på op til 6 timer per opladning, og de tests vi lavede lagde den mellem 4.5 – 5.5 timer afhængig af lysstyrke og om ANC var slået til.

Og genopladning af etui går OK hurtigt via USB-C, og det er også perfekt at du kan oplade etuiet via Qi, så de er klar til brug igen. Du kan opnå op til 24 timers batteritid på Track air+ ved de 3 ekstra opladninger der er i etuiet.

 

Konklusion

Kigger du efter et godt sæt trådløse in-ear hovedtelefoner, og er budgettet ikke til B&O eller Sony, så spring Apples AirPods over, og gå direkte til Libratone Track air+. For knap 1.500 kr. får du både god lyd, batteritid og støjreduktion.

Du får ikke best in class inden for hvert område, men du får klart best in class i kombinationen sammenlignet med prisen.

Det eneste der trækker ned i min bog er låget på etuiet og en middelmådig app, som du gudskelov ikke behøver at bruge efter du har justeret lyden.

Men udover det så er der kun glæde og store anbefalinger fra recordere.dk til Libratone Track air+

 

Pris og levering

Libratone Track air+ er allerede i handlen og findes i farverne sort og hvid til en vejledende udsalgspris af 1.499,-. Du kan se aktuel dagspris her.

 

Libratone Track air+
Lydkvalitet
Design
Batteritid
Komfort
Brugervenlighed
Pris
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
Meget trådløs øretelefon for pengene
Design meget lækkert
ANC god
Trådløs opladning af etui
Minus
Skrøbeligt etui
Ikke særlig god app
4.2
Karakter
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.