Der var jubel at spore blandt Star Wars-fans hen over weekenden.
Det blev nemlig offentliggjort, hvem der skal instruere den kommende live-action-serie om Obi-Wan Kenobi, der er på vej til Disneys kommende streamingtjeneste, Disney+. Valget er faldet på Deborah Chow, og det er der flere grunde til at Star Wars-fans glæder sig over.
For det første betyder det, at der er skub i udviklingen af serien, som der allerede er gigantiske forventninger til. I Star Wars-fancommunity’et havde man glædet sig en hel del til den film om Jedi-generalen, som oprindeligt var planlagt. Men denne blev sat endegyldigt på hold, da ’Solo: A Star Wars Story’ ikke solgte billetter som forventet.
Da det blev kendt, at Ewan MacGregor havde sagt ja til at spille Obi-Wan igen, som han gjorde i den såkaldte prequel-trilogi, men nu i en tv-serie, udbrød der jubel på de sociale medier, hvor Star Wars-fans befinder sig.
At der nu er kommet en instruktør på, betyder at serien er kommet endnu tættere på produktionsstadiet, og det er der naturligvis grund til at glæde sig over som Star Wars-fan. Men der er også en anden grund til at fans er glade for valget af Deborah Chow.
Hun er nemlig ikke et ukendt navn for folk, der godt kan lide sci-fi og superhelte. Hun har blandt andet instrueret nogle af de mest slagkraftige afsnit af tv-serier som ’Jessica Jones’, ’Iron Fist’, ’The Man in the High Castle’, ’American Gods’ og ’Fear the Walking Dead’.
#SWRepMatters-jubel
Men grunden til at hun har fået Obi-Wan Kenobi-serien op under neglene handler om de to afsnit, hun har instrureret af den kommende Star Wars-serie ’The Mandalorian’, der får premiere sammen med Disney+-tjenesten 12. november.
Ifølge Kathleen Kennedy, der styrer Lucasfilm under Disneys ejerskab, er det netop ”den måde, Deborah Chow udviklede karaktererne i The Mandalorian, der overviste os om at hun er den rette til at instruere Obi-Wan Kenobi-serien”.
Endelig er der en tredje grund til at Star Wars-fans glæder sig over valget af Deborat Chow. Der har længe været debat om den mandedominans, der er på instruktørsiden i Star Wars-universet. Alle filmene – inklusive de kommende – er instrueret af hvide mænd.
Det passer ikke rigtigt med Star Wars’ normale budskab om mangfoldighed og demokrati, som man blandt andet kan spore i filmene. F.eks. er det jo påfaldende, at Imperiets officerer i de første seks film stort set alle sammen er hvide mænd, mens der er mange forskellige slags væsener og køn blandt jedi-riddere og i oprørsbevægelsen i uniderset.
#SWRepMatters har derfor været et populært hashtag blandt Star Wars-fans på sociale medier, altså ”Star Wars Representation Matters” – fans vil gerne se en større repræsentation af race, seksualitet og køn i Star Wars, og med valget af Deborah Chow, en asiatisk kvinde, har #SWRepmatters-bevægelsen fået en lille sejr.