Forside * Featured

Sony vil putte 783-tommers 16K- skærme i biograferne – og i de riges hjem

-

Det er ikke bare Samsung, der vil biografprojektorerne til livs.

På biografteknologi-messen CEDIA expo har Sony fremvist en ny skærm, der ligesom Samsungs Onyx-skærme er rettet mod biografsale. Men i tråd med at CEDIA Expo-messen i højere og højere grad også tager sig af hjemmebiograf-området, har Sony også annonceret, at skærmene bliver tilgængelige for privatpersoner. Hvis de har råd.

Annonce:

Sony annoncerede tilbage i april, at de havde udviklet skærmen, men nu er den altså officielt blevet vist frem. Der er tale om en 783-tommers skærm, der er 19,2 meter bred og 5,4 meter høj. Den kan fremvise video i op til 16K-opløsning.

Skærmen er baseret på Sonys Crystal LED-teknologi, der er en slags variant af OLED. Ligesom OLED kan hver enkelt pixel slukkes helt og dermed fremstå dybsort, men i forhold til OLED er de LED’er, der udgør en pixel i Crystal LED-skærme, langt mere lysstærke. Dermed har Sonys skærm en lysstyrke 1.000 nits.

”Spektakulære” oplevelser

I stil med Samsungs Onyx-skærme (som firmaet markedsfører under navnet Cinema LED), er skærmen modulopbygget. Hvert modul består af micro-LED’er med tre LED’er per pixel. Modulerne er er 16×18 tommer store og har en opløsning på 360×360 pixels.

Kombinationen af de tre LED’er per pixel, muligheden for dybsort og den høje lysstyrke, giver både mulighed for gråtone-gradering i 10 bits, og en høj præcision i farve-repræsentationen, som Sony siger er 140 procent af sRGB-standarden.

Firmaet siger også, at det giver mulighed for ”spektakulære” 3D-oplevelser, hvis der altså stadig er nogle, der er interesserede i dette på hjemmefronten. Der er stadig lidt liv i 3D i biograferne, og man skal huske, at det primært er det marked, Sony er ude efter først.

Kun for multi-millionærer

Det er nemlig en dyr fornøjelse at besidde Sonys teknologi lige nu, også selv om du kommer til at kunne købe den som privatperson. Tilbage i august skrev websitet TechHive, at hvert modul kan koste op til 10.000 dollar, eller godt 65.000 kroner.

For at komme op på den store 783-tommers skærm med 16K-opløsning som nævnt ovenfor, skal du investere i 576 moduler, hvilket får skærmen til at lande på en pris på omkring 37,5 millioner kroner. Du kan dog nøjes med en mindre, 4,9 meter bred skærm i 4K, hvilket kræver 72 moduler og derfor ”kun” koster 4,7 millioner kroner.

Der er ikke noget nyt om, hvornår skærmen bliver tilgængelig for private købere eller biografejere, men skal du til Japan, kan du måske snige dig til at besøge kosmetikfirmaet Shiseido i Tokyo. De var nemlig de første, der fik skærmen installeret.

Der er heller ikke noget nyt om, hvorvidt Sony har løst det største problem ved skærme i biografer, nemlig at centerkanalen ikke sidder bag skærmen, hvilket kan gør det sværere ast høre filmdialog, hvis surround-mixet ikke er justeret derefter.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.