Forside * Nyheder

Snart passer Google Assistant din plads i telefonkøen og sætter ventemusikken på lydløs

-

Det er muligvis den mest brugbare, enkeltstående funktion, der nogensinde er kommet til Google Assistant.

Jovist, det er da smart at du kan styre din musik- og videoafvikling, dine rullegardiner og termostater med stemmen. Eller du kan få at vide, om solen skinner udenfor. Eller hvad dagskursen for svenske kontra danske kroner er.

Annonce:

Men hvad du virkelig har brug for, er en assistent, der kan gøre det mere udholdeligt at vente i en telefon-kø. At blive sat på hold, når du ringer til teleselskabet, internetudbyderen eller skattefar er en af hverdagens mest frustrerende oplevelser. Med mindre, du er glad for loopede musikbidder i dårlig opløsning med irriterende meddelelser og reklamer skudt ind i mellem.

Selv, hvis du har tillagt dig vanen med at sætte telefonen på medhør, når du er på hold (hvilket bare får pausemusikken til at lyde endnu dårligere, fordi du er nødt til at skrue højt op, så du kan lave noget andet imens og stadig høre den), så er du anspændt under hele forløbet og bange for at du overhører, når der endelig er hul igennem til et menneske.

Blot en teaser

Alt dette kan Google Assistant måske gøre overflødigt i fremtiden. Til at starte med på Googles egne Pixel-telefoner, og sidenhen på adskillige andre Android-smartphones. Det skriver 9to5Google, der har opsnuset, at Google Assistant snart kan agere telefonpasser for dig.

Funktionen skulle blive lanceret sammen med Pixel 4, der kommer senere på efteråret. Konkret fungerer det angiveligvis sådan, at du kan trykke på en knap og bede assistenten tage over, når du bliver sat på hold eller ryger ind i en telefonkø.

Når der så kommer et menneske i røret, laver assistenten en blød overgang og lader dig vide, at ventetiden er ovre. Formodentligvis kan den også forklare personen i den anden ende, at den nu forbinder vedkommende med dig.

På den måde kan du f.eks. lade din egen musik spille i stedet for den kiksede ventemusik i dårlig kvalitet, eller du kan fortsætte med at lytte til den podcast, du var igang med. Når ventetiden er ovre, bryder Google Assistant blot ind og laver forbindelsen.

Ifølge 9to5Google er der formentlig tale om en slags teaser for noget endnu større, som Google blot vælger at vise frem på deres Pixel-telefoner. Men ligesom med Duplex kan man forvente at det starter på Pixel-platformen og siden bevæger sig over på andre Android-versioner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.