Det er svært gøre alle tilfredse.
Men man skulle alligevel tro, at Apple kunne gøre sine allermest trofaste fans glade, når de tager designbeslutninger. Ikke desto mindre udtrykker visse Apple-glade medier og Apple-fans på sociale medier en vis skuffelse over det kamera-”bump”, der sidder i de nye iPhones.
Da Apple tirsdag aften dansk tid fremviste deres efterårskollektion for 2019, var der tre nye iPhones iblandt dem. To nye iPhone 11 Pro-modeller, hvoraf den ene også hedder Max, og så den billigere iPhone 11, der modsat Pro-modellen har to kameraobjektiver bagpå i stedet for tre.
Men fælles for alle tre modeller er, at kameralinserne sidder og stikker en smule ud fra, hvad der allerede er en kvadratisk forhøjning i øverste, venstre hjørne af 2019-iPhone-designets bagside. Allerede tidligt på året fik vi en indikation af, at sådan et kvadrat ville dukke op i de nye iPhones.
”Grimmeste iPhone nogensinde”
Siden kom der både lækager og vores eget kig på iPhone-dummies på IFA, der kunne bekræfte den usædvanligt designede kamerakonfiguration. Da de tre nye iPhones så endelig blev lanceret, fik brugere på sociale medier travlt med at kritisere designet.
https://twitter.com/sydneydavis07/status/1171560628760322053
Adskillige brugere på bl.a. Twitter annoncerede, at ”bumpet” ubetinget gjorde iPhone-designet anno 2019 til det grimmeste nogensinde. Kritikken haglede ned over designet, og flere antydede, at det formentlig var på grund af dette design, at Jony Ive valgte at forlade sin post.
Despite technical reqs. the new #iPhone cameras bump may help understanding Jony Ive's departure from #Apple!
I believe he wouldn't like to sign / be associated with that (at least) unattractive design!
— Ricardo Barroso (@RicardoBarroso) September 10, 2019
Men det var ikke bare de sædvanlige, sure sociale medie-brugere, der udtrykte frustration over designet. Lidt overraskende var der også flere meget Apple-venlige medier, der gjorde det samme og ikke lagde fingrene imellem.
”Uskønt” design
Et af dem er MacRumors, der decideret kaldte kamera-bumpet for ”unsightly”, der bedst kan oversættes med ”uskøn”. Andre websites ville ikke direkte kritisere Apple, men følte alligevel at de skulle forsvare designet.
Karissa Bell fra Mashable, for eksempel, skrev at bumpet “ikke var Apples mest polerede design”, men også at ”det kunne have været værre”,. Og Inc.com skriver, at kamerabumpet er ”worth it”, altså at det er værd at leve med dets design for få dets funktioner.
Dieter Bohn fra The Verge har dog en god pointe. Som han skriver, så er han ikke vild med designet, men ”alle bruger alligevel et cover, så det hjælper på det”. Dermed kommer han samtidig ind på et interessant aspekt af smartphone-design som sådan.
Apple har tilsyneladende tænkt folks brug af covers ind i selve designet af iPhone-bagsiden og har derfor ikke gjort ret meget ud af den. Og det var ellers netop designet, der oprindeligt gjorde iPhone til noget særligt, da den kom på gaden for snart 12 år siden.
Det bør også nævnes, at Googles Pixel 4 ser ud til at få et lignende kamerakvadrat ombord. Hvad mener du om det nye iPhone-design? Kan det fungere med et cover eller er det bare grimt? Giv lyd i kommentarsporet.
https://twitter.com/Tolga_Norgenber/status/1171565038588571650