Forside * Featured

Sonos nye bærbare højttaler har også Bluetooth

-
Mockup via Dave Zatz på Twitter. Kunstner ukendt.

Efter at Sonos teasede at årets største event er på trapperne, der lækkede info om to nye Sonos-produkter.

Sonos har udsendt “save the date”-invitationer ud til to events i hhv. New York d. 26+27. august og i Berlin d. 4+5. september. Sidstnævnte er samtidig med årets IFA-udstilling.

Invitationerne inspirerede blogger Dave Zatz til at søge i FCC-databasen, hvor trådløse produkter, godkendt til det amerikanske marked, listes.

Annonce:

Her fandt han to nye endnu ikke lancerede Sonos-produkter:

  • En enhed med Bluetooth Audio streaming, som set fra toppen fysisk er rund. En cylinderformet højttaler.
  • En firkantet enhed, med en rund kerne. Den ligner den nye Amp der blev lanceret tidligere på året.

Billedet ovenfor et blot en mockup som blogger Dave Zatz modtog i indbakken, efter at have tweetet om nyhederne. Det er en Sonos One der er gjort rund, men siden det billede blev fremstillet er der dukket flere oplysninger op.

 

Ny Sonos-højttaler med Bluetooth

Det interne modelnummer hos Sonos er S17. Navnet på højttaleren er endnu ukendt.

The Verge har talt med en kilde med kendskab til planerne. De har set endnu ikke offentliggjorte billeder af produktet, og indhentet flere informationer om nyheden:

  • Den nye Sonos-højttaler er bærbar, batteridrevet og trådløs. Der medfølger en dockingstation til opladning, men den kan også oplades via USB-C på farten.
  • Der er en integreret hank (ikke tilbehør, den sidder fast på).
  • Dens primære rolle er streaming via WiFi (standard Sonos)
  • Der er Bluetooth Low Energy indbygget, som giver mulighed for at streame via Bluetooth til højttaleren. Der skiftes med en knap bagpå, om den er Sonos via WiFi eller Bluetooth.
  • Højttaleren er fysisk større end den mockup på billedet ovenfor. Tænk en højttaler der er lidt højere og lidt bredere end Sonos PLAY:1 og Sonos One.
  • Når den indgår i et Sonos musiksystem kan den betjenes via Sonos app, hvor der som noget nyt også vises en batteriindikator.
  • Der understøttes Apple Airplay 2.

Eftersom der er en knap der skifter mellem om højttaleren fungerer i et Sonos musiksystem via WiFi, eller er en lokal højttaler med Bluetooth streaming, så regn ikke med at den kan benyttes til at streame fra Bluetooth ind i et Sonos musikanlæg.

Ifølge The Verges oplysninger så kan højttaleren da heller ikke betjenes via hverken Sonos app eller taleassistenter, når den er i Bluetooth mode. Så Bluetooth er en primært en funktion til brug udenfor hjemmet, hvor højttaleren er udenfor rækkevidde fra et Sonos musiksystem.

 

Auto Trueplay

Med den ny højttaler vil Sonos også introducere en nyudviklet funktion kaldet ‘Auto Trueplay’.

Den almindelige Trueplay kalibrerer en højttaler til en fast position, og justerer lydniveauer og EQ efter højttalerens placering i rummet. Her benyttes Sonos app på en smartphone til målingerne.

Den nye ‘Auto Trueplay’ vil løbende kunne justere højttalerens lyd. Højttaleren detekterer selv at den er flyttet, og foretager derefter selv en ny kalibrering, hvor der benyttes højttalerens mikrofon(er) til det, uden hjælp fra en smartphone.

 

Sonos S23, mulig ny Connect. Foto via The Verge

 

Ny Sonos Connect?

Det andet nye Sonos-produkt der er dukket på i FCC-databasen minder i udseende om den Amp (forstærker) der blev lanceret tidligere i år.

Billedet er fra The Verge , mens det også her var blogger Dave Zatz der spottede oplysningerne om den.

En Connect kan benyttes til at få Sonos lyd ud på et almindeligt stereoanlæg eller aktive højttalere, og det giver mening at Sonos opdaterer den til seneste teknologi og power.

 

Tilgængelighed

Sonos ventes at vise nyhederne frem i USA d. 26-27. august, og igen i Europa d. 4-5. september.

Hvornår nyhederne kommer på markedet vides endnu ikke, men et bud er senere på efteråret.

 

Opdatering

Læk: Her er Sonos Move

 

Følg IFA i Berlin på recordere.dk
Internationale Funk-Ausstellung Berlin, eller mere mundret kaldet IFA, er en af verdens ældste og førende elektronikmesser. Her besøger over en kvart million interesserede og over 6000 journalister den ugelange messe i Berlin, der oftest ligger i September.
Recordere.dk deltager på IFA i Berlin, og du kan følge vores dækning af europas største messe for AV-elektronik i vores IFA-sektion.
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.