Mads Hein, direktør for Hiper
Torsdag den 15. august tiltræder Mads Hein som ny direktør for Hiper. Han har allerede mange års erfaring i telebranchen og skal fortsætte Hipers mission om at give danskerne hurtige bredbåndsforbindelser og god kundeservice.
Hiper blev en del af TDC Group i november 2018, hvor selskabet som en del af Nuuday skal levere højhastighedsinternet til danskerne. Den mission skal Hiper fortsat forfølge, og derfor er Jens Grønlund, direktør for Nuudays Online Brands, begejstret for at få en direktør med mere end 20 års erfaring i telebranchen i spidsen for bredbåndsvirksomheden.
”Hiper skal levere højhastighedsforbindelser og kundeservice af høj kvalitet til de danskere, der ønsker en enkel og hurtig bredbåndsforbindelse til en konkurrencedygtig pris. Hiper er netop begyndt at udbyde deres produkter på Eniigs fibernet, og jeg er sikker på, at Mads med sit store kendskab til bredbåndsmarkedet og mange års ledererfaring er den helt rigtige til at udvide og udvikle forretningen, så Hiper kan tilbyde fiberforbindelser på endnu flere netværk,” siger Jens Grønlund.
Mads Hein har senest været markedsansvarlig for Telenor Erhverv og før det strategi- og programchef for Telenors bredbåndsforretning. Den nye direktør tiltræder i dag, den 15. august, og glæder sig allerede til at komme i arbejdstøjet.
”Jeg er utrolig glad for at få denne mulighed hos Hiper og Nuuday. Kapløbet om at levere højhastighedsforbindelser til hele Danmark er i fuld gang, og Hiper har et stærkt fundament til at levere enkel og hurtig internetadgang både på TDC’s infrastruktur og andre åbne netværk. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med opgaverne sammen med mine nye dygtige kollegaer,” siger Mads Hein.
Mads Hein overtager stafetten efter Stig Myken, der dog fortsætter i Hiper de kommende måneder for at sikre en god overlevering til den nye direktør. Stig Myken var med til at starte Hiper og er nu klar til at forfølge nye muligheder uden for Nuuday.
”Hiper står selvfølgelig mit hjerte nært, og derfor har det været vigtigt for mig at sikre, at Hiper er landet godt i Nuuday, og da det nu er lykkedes, er jeg klar til at overlade roret til en anden. Jeg er sikker på, at Mads er den helt rette person til at fortsætte den positive udvikling, vi er inde i. Jeg kommer til at savne alle vores engagerede medarbejdere, men jeg har lyst til at prøve nye muligheder af, og det er det helt rigtige tidspunkt at gøre det nu,” siger Stig Myken.
”Stig har været med til at stifte Hiper og har været en vigtig del af virksomhedens DNA i de tidlige år. Vi har haft et rigtig godt samarbejde lige siden Hiper blev en del af TDC, men nu ønsker Stig at forfølge andre interessante muligheder udenfor for koncernen, og det har jeg fuld forståelse for. Jeg ønsker Stig god vind, når den tid kommer, men de kommende måneder har vi heldigvis stadig ham med ombord til at sikre en god overlevering til Mads,” siger Jens Grønlund.
Hiper har omkring 50 ansatte på sit kontor i København og er i dag det bredbåndsselskab, der leverer flest 1000 Mbit-forbindelser i Danmark.