Forside * Nyheder

Disney+ åbner i Europa til november – men ikke i Danmark

-

Der er nu under tre måneder til at Disney+ ser dagens lys.

Vi har længe vidst, at Disney+ bliver lanceret 12. november i USA, men nu ved vi også, hvilke andre lande, der får lov at kigge med på streamingtjenesten fra begyndelsen. Og det ser ikke ud som om, Danmark er med iblandt dem.

Annonce:

Ud over USA får Canada også adgang til tjenesten fra dag ét, hvilket jo nok er meget naturligt. Det er dog en anelse mindre oplagt, at Disney+ ser ud til kun at åbne i et enkelt europæisk land på denne dato, og det er ikke Storbritannien, sådan som mange måske ville tro.

Normalt er det netop briterne, der får adgang til amerikanske tjenester først, fordi der ikke er nogen sprogbarriere og der derfor ikke skal foretages noget (eller i givet fald meget lidt) lokaliseringsarbejde. Men sådan er det ikke denne gang.

I stedet åbner Disney+ i Holland som det første, europæiske land ifølge en udmelding fra Disney. Der nævnes ingen andre lande i Europa, der får adgang 12. november, men det kan dog nå at komme på plads inden for de næste tre måneder, så hold øjnene åbne for yderligere opdateringer.

Euro-pris afsløret

En uge efter åbningen i USA, Canada og Holland kommer Disney+ til to yderligere lande, nemlig Australien og New Zealand. Resten af verden kan komme til at vente mange måneder, før de kan kigge med på Disney+ Ifølge Disney vil tjenesten være tilgængelig i ”alle de største, globale markeder indenfor de første to år”.

Disney har samtidig afsløret priserne for tjenesten i de ovenstående lande, og vi ved dermed nogenlunde, hvad et Disney+-abonnement kommer til at koste, når det engang lander i Danmark. Vi kendte allerede den månedlige, amerikanske pris på 6,99 dollar, og denne bliver matchet i Holland, hvor prisen ligger på 6,99 Euro per måned, eller 69,99 Euro for et helt år.

Samtidig ved vi nu også, hvilke platforme, Disney+ lander på ved lanceringen. Disney lovede ved lanceringen, at tjenesten ville blive tilgængelig på ”alle dine favorit-platforme”, og det ser ud til at holde stik, med det i mente, at listen kan nå at blive udvidet endnu mere,, inden tjenesten kommer til Danmark.

Ved lanceringen 12. November kommer tjenesten til at være tilgængelige på Android, Android TV, Google Chromecast, iOS, Apple TV, Roku-boksene, Xbox One og Playstation 4. Det er værd at notere sig, at Amazons Fire TV-platform endnu ikke er på listen, ligesom det åbenbart heller ikke bliver muligt at se Disney+ via en app på en laptop med macOS eller Windows.

Det er dog muligt, at Disney gør tjenesten tilgængelig via en browser.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.