Forside * Nyheder

Apple forhandler med Spotify om Siri-integration

-

Det ser ud som om, Apple nu tager yderligere skridt for at nedbryde murene omkring deres lukkede økosystem.

Hvis du ejer et Apple-produkt, der kan spille musik og bruge Siri, men synes at Spotify er bedre end Apple Music, er du i øjeblikket en smule på spanden. På f.eks. Android og Googles Home-højttalere kan du bruge Google Assistant til at spille musik fra Spotify (og flere andre tjenester), ligesom det kan gøres via Alexa på Amazons produkter.

Annonce:

Ligeledes findes der naturligvis et hav af tredjeparts-produkter, herunder smart-tv-modeller, der kan bruge en af de to sidstnævnte, virtuelle assistenter til at finde og spille musik fra den svenske musik-streamingtjeneste.

Men Siri kan ikke, og det er ifølge Spotify, fordi Apple ikke vil lege med i sandkassen. Det udelukker for eksempel CarPlay-brugere fra at starte musikafspilning på Spotify med stemmen, hvilket ellers ville være mere trafiksikkert.

Det ser dog nu ud som om, Apple er ved at bløde op. Ifølge kilder, som det normalt ret velinformerede The Information har talt med, ligger Apple og Spotify nu i forhandlinger om at Siri kan begynde at tilgå musikstreamingtjenesten.

Da Apple for et par måneder siden afslørede iOS 13, var en af nyhederne, at tredjeparts-tjenester kunne få adgang til Siri via SiriKit. Det åbner op for, at Apple vil lade Siri spille musik fra både Spotify og andre tjenester, såsom Deezer og TIDAL.

 

Dybere integration

Men der er lang vej fra at det teknisk er muligt at bede Siri arbejde med tredjeparts-tjenester til at Apple også integrerer Siri med Apple Musics største konkurrenter på tværs af platforme, der ikke bruger iOS, såsom HomePod og Apple TV. Dertil kommer, hvor mange Spotify-funktioner, Siri får mulighed for at styre. Det kan således være en både bredere og dybere integration, der forhandles om.

En ændring hos Spotify synes at understøtte The Informations kilders påstand om, at der er forhandlinger igang. Spotify har indgivet en klage til EU, hvor de anklager Apple for konkurrenceforvridende virksomhed, fordi sidstnævnte favoriserer Apple Music og udelukker andre musiktjenester fra en del af deres platforme, herunder Siri.

Spotify har i den forbindelse lavet en website, hvor de fremsætter deres argumentation for klagen, og her er der for nylig blevet ændret i teksten. Hvor Spotify tidligere simpelthen skrev, at Apple er usamarbejdsvillige og nægter at lade musiktjenesten blive integreret med Siri, er teksten nu mere specifik. Nu står der, at ”Apple har først for nylig annonceret, at de vil lade os arbejde med Siri…dog uden at nævne os ved navn”.

Selv om de to firmaer skulle kunne finde fælles fodslag på denne front, betyder det dog næppe noget for Spotifys EU-klage over Apple. Denne går nemlig også på andre ting, såsom Apples høje kommission på apps, der gør et stort indhug i Spotifys indtægter. Den svenske tjeneste er p.t meget større end Apple Music, med 100 millioner betalende brugere mod Apple Musics 60 millioner.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.