Forside * Featured

Ny Windows-version kan droppe Live Tiles i startmenuen

-
(Screenshot: NTAuthority)

Der kan være store forandringer på vej til Windows, i  hvert fald når det gælder startmenuen.

Det skabte stor røre, da Windows 8 i sin tid præsenterede en hel Live Tiles-skærm som et alternativ til startmenuen i Windows ved at dreje styresystemet henimod touchscreen/tablet-formatet, som mange på det tidspunkt forventede ville blive fremtidens måde at bruge computere på.

Annonce:

Det endte dog med at blive anderledes og senere Windows-versioner genindførte Start-menuen, med de små, firkantede Live Tiles ombord sammen med mere velkendte Start-elementer. Men nu kan det være, at Microsoft også vælger at smide Live Tiles ud.

Det er i hvert fald konklusionen, man kan drage ud fra en lækket version af Windows 10, der netop er kommet op til overfladen – ved en fejl. Microsoft har ved en fejl sendt en version ud til betatestere, der ellers kun var til intern brug. Og den har en ny tilgang til Start-menuen, skriver The Verge, efter billeder af den nye Start-menu blev lagt ud på Twitter af NTAuthority.

Start-menuen i denne udgave ser ud til (i hvert fald under visse indstillinger) at vende tilbage til den gammelkendte, grå baggrund, der har været til stede i fortidens Start-menuer, for eksempel i Windows NT, XP og Vista.

Småkedelig eller bare let?

Men i stedet for menupunkter skrevet med tekst, er der nu ikoner i menuen, der erstatter de førnævnte Live Tiles. Disse er store og tydelige, og det er naturligvis for at imødekomme de mange Windows-brugere, der i dag arbejder på enten en hybrid-pc eller en tablet, såsom Microsofts egne Surface-modeller.

Det skal være nemt at klikke på disse med fingrene. Når man starter op i Tablet-tilstanden i Windows kommer disse ikoner op på skærmen udenfor Start-menuen, som en slags erstatning for skrivebordet. NTAuthority udtrykker på Twitter, at de ikke ligefrem synes det er det mest spændende design med et kort ”Meh.”

Det skal dog understreges, at der er tale om en udviklingsversion, der ikke nødvendigvis skulle have set dagens lys overhovedet. Man skal derfor formentlig tage det konkrete design med ikke bare et gran, men en hel dåse salt.

Det peger dog i retning af, hvordan Microsoft tænker om Windows. Noget kunne tyde på, at de er klar til at komme videre fra Live Tiles og det interface, der i sin tid fik navnet ’Metro’. The Verge skriver dog også, at versionen kunne være en del af udviklingen af det nye ’Windows Lite’, en særlig let version af Windows, der lige nu udvikles til tablet-enheder med to skærme, hvoraf den ene er en e-Ink-skærm.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.