Forside * Nyheder

Marvel er klar med 10 nye MCU-film og serier over de næste to år

-
Sebastian Stan (tv) og Anthony Mackie (th) skal spille henholdsvis The Winter Solider og The Falcon i en ny serie på Disney+ (Foto: Comic-Con)

’Avengers: Endgame’ har netop slået ’Avatar’ som den mest indbringende film nogensinde.

Efter 9 år på tronen har James Camerons banebrydende 3D-film måttet overlade pladsen til Marvel-filmen, der netop er rullet op over cirka 2,8 milliarder dollar i billetsalg på globalt plan. Det kunne manden, der styrer Marvel Cinematic Universe (MCU), Kevin Feige, annoncere lørdag.

Annonce:

Det skete i forbindelse med Comic-Con i San Diego, der foregår i denne weekend. Men superheltefilmens indtagelse af førstepladsen var ikke den eneste nyhed, Feige havde med i tasken til de mange fremmødte fans.

Tværtimod brugte han lejligheden til at præsentere et overblik over den fjerde fase af MCU, altså hvilke film, der bliver rullet ud over de kommende år. Og hvis du er fan, er der rigtig meget at glæde sig til, både på den store og den lille skærm. Hvis du endnu ikke har set ’Avengers: Endgame’, skal du dog nok holde op med at læse nu, da det følgende indeholder spoilere.

Nu, hvor de tidligere hovedaktører i MCU, Captain America og Iron Man, er ude af billedet, skifter fokus til en række andre Avengers-karakterer. Det sker samtidigt med at Disney+-streamingtjenesten bliver draget ind som en hovedkanal for MCU-historien.

Avengers-medlemmer fortsætter på Disney+

Som det er nu, har serier som ’Agents of S.H.I.E.L.D.’ og ’Agent Carter’ spillet sammen med biograffilmene, rent timing-mæssigt. Dette sammenspil bliver der angiveligt gjort endnu mere ud af nu, men hvordan det rent faktisk kommer til at udmønte sig, må vi vente med at få at se.

Den første film, der dukker op i den nye MCU-fase er ’Black Widow’, der lander 1. maj 2020. Den har Scarlett Johansson i hovedrollen som den karakter, hun også spillede i Avengers-filmene, og den vil selvsagt foregå før ’Avengers: Endgame’, hvor Black Widow AKA Natasha Romanoff ofrer sig selv for menneskeheden. Den bliver filmet netop nu i Norge og Storbritannien.

Den følges op af en serie, som vi tidligere har skrevet om, nemlig en Disney+-serie, der følger The Falcon (der nu er den nye Captain America), spillet af Anthony Mackie, og The Winter Soldier i Sebastian Stans skikkelse. Den kommer i efteråret 2020.

Samme efterår kommer ’Eternals’ i biograferne. Den får premiere 6. november og handler om nogle væsener fra et andet sted i universet, der har evigt liv og har beskyttet jorden og menneskeheden i 35.000 år. Skurken Thanos fra Avengers-filmene er en af disse, men filmen handler om alle de ’Eternals’, der ikke vil udradere halvdelen af menneskeheden. ’Eternals’ har lidt af en stjerneparade på rollelisten, heriblandt fire nytilkommere i MCU: Angelina Jolie,  Salma Hayek, Richard Madden og komikeren Kumail Nanjiani.

Masser af MCU i 2021

I 2021 kommer der endnu mere MCU på store og små skærme. Filmen ’Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ står først for og får premiere i februar 2021. Men Marvel og Disney har to yderligere MCU-film på programmet for 2021.

Det er ’Doctor Strange and the Mulitverse of Madness’, hvor Benedict Cumberbatch gentager rollen som Doctor Strange og ‘Thor: Love and Thunder’, hvor Disney har lokket Natalie Portman tilbage i folden i, hvad branchemedierne kalder lidt af et casting-scoop. Portman skal spille en ny, kvindelig Thor sammen med Chris Hemsworth i filmen, der ser ud til at fortsætte den humoristiske linie. De to film får premiere henholdsvis 7. maj og og 5. november 2021.

Oven i disse film kommer så hele fire MCU-serier på Disney+. I foråret 2021 kommer endnu et par serier, som vi tidligere har skrevet om. En af dem er ’WandaVision’, og fokuserer på Avengers-medlemmerne Scarlet Witch og Vision, spillet af henholdsvis Elizabeth Olsen og Paul Bettany. Vision døde dog i ’Avengers: Infinity War’, så denne serie er muligvis også en prequel, ligesom ’Black Widow’.

Den nordiske gud Loke får sin egen serie, hvor Tom Hiddleston er tilbage i titelrollen. ’Loki’ får også premiere i foråret 2021. I løbet af sommeren kommer så den animerede ’What If…’, som Jeffrey Wright fra bl.a, ’Westworld’ lægger stemme til. Og MCU serie-flodbølgen rundes af i efteråret 2021 med ’Hawkeye’, hvor Jeremy Renner igen spiller titelrollen.

Kevin Feige nåede dog også lige at fyre en sidebemærkning af om at der også arbejdes på ‘Captain Marvel 2’, ‘Guardians of the Galaxy 3’, en ny ‘Fantastic Four’-film. Og så kommer der også en ny ‘Blade’-film med Mahershala Ali i titlerollen.

Du kan se et sammenklip af stjerneparaden, der dukkede op på Comic-Con herunder.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.