Bang & Olufsen har kickstartet sin årlige Innovation Camp – i år i Shanghai, Kina. I samarbejde med internationale universiteter vil virksomheden give studerende erfaring med innovative processer og udfordre dem i at udvikle et lydprodukt målrettet kinesiske forbrugere.
For 11. gang er Bang & Olufsen vært for ‘Innovation Camp’, der henvender sig til talenter fra hele verden inden for de studiefaglige områder design, teknologi og ingeniørfag. Bang & Olufsen har etableret et samarbejde med europæiske og asiatiske universiteter og i løbet af de næste 3 uger vil Bang & Olufsens designere og ingeniører samt eksterne professorer give de studerende mulighed for at indgå i en intens innovationsproces – og måske udvikle det næste store lydprodukt.
I år på Innovation Camp skal de studerende undersøge, hvordan trend og design-orienterede kinesere bruger lyd ‘on-the-go’ i storbyer. Joline Teisman, der er Human Technology-studerende fra Hanze University Groningen i Holland, er spændt på udfordringen og ser frem til at løse opgaven.
”Det er en absolut enestående mulighed for mig at være her i Shanghai og arbejde med reel problemløsning. Det har virkelig stor værdi for min uddannelse og min karriere fremadrettet at prøve at arbejde med så konkrete projekter og de dygtigste mennesker inden for lyd”, siger Joline Teisman.
Lyle Clarke, Senior Manager hos Bang & Olufsen og ansvarlig for ‘Innovation Camp’, ser campen som en god mulighed for Bang & Olufsen til at dele viden og hjælpe nye talenter på vej, og samtidig få inspiration og ikke mindst ideer til fremtidige produkter.
“Det er inspirerende at se så talentfulde studerende i aktion, og vi har store forventninger til koncepterne allerede. Innovation Camp skaber et miljø, hvor de studerende kan opleve og lære om de innovative processer for idé- og konceptudvikling. Vi deler viden og ekspertise baseret på Bang og Olufsens kernekompetencer inden for lyd og design, men vi vender også altid tilbage til kontoret med nye ideer og perspektiver på fremtidig innovation”, siger Lyle Clarke.
‘Innovation Camp’ er blot et af Bang & Olufsens mange initiativer målrettet uddannelse og lydteknologisk innovation. Chef for CSR og kommunikation, Jens Gamborg siger:
“De studerende, der deltager i Innovation Camp, er altid yderst engagerede og dygtige, og i B&O har vi et stærkt commitment, når det kommer til at dele ud af vores knowhow samt udvikle og bakke op om den næste generation studerende. Vi har en lang historik i at samarbejde med institutioner og partnere om at udvikle unge talenter, og ved at samarbejde med nogle af verdens bedste universiteter, mener vi, at vi har etableret et innovativt læringsmiljø, til fælles værdi for alle involverede. “
Dagene er lange og de fleste af elevernes vågne timer, bruges på at løse cases i deres teams. Ved afslutningen af campen evalueres de studerende ved en endelig konceptpræsentation. Joline Teisman afslutter, ”at møde ligesindede studerende fra hele verden er sjovt, men case-arbejdet er seriøst, for muligheden for at innovere det næste store lydprodukt, er et kæmpe drive for os alle”.