Boxer TVs eget slogan, betal kun for kanaler du ser, er udfordret med seneste prisstigninger.
“Betal kun for kanaler, du ser”. Hvorfor betale for noget man ikke har ønsket, lyder budskabet i reklamerne for Boxer TV.
Men tv-distributøren må snart på jagt efter et nyt budskab til deres reklamer.
For med senest annoncerede prisstigning, overfor Boxer-kunder med fuldpakken ‘Max’, der er Boxer TV tilbage i det klassiske dilemma for tv-distributører:
De vil så gerne tilbyde kunderne noget ekstra; Men det koster og i sidste ende er der kun én til at betale, nemlig kunderne.
Ikke helt frit valg på alle hylder
Så det frie valg, som Boxer TV har slået sig op på, gælder ikke hele butikken.
“100% frit kanalvalg, nej det er det ikke, I tvinger os hele tiden til noget nyt, og forhøjer hele tiden, lad os beholde den gamle max pris fra 2018 og så´kan folk der vil have viaplay mv betale ekstra for det, I får ikke tilfredse kunder på denne måde, jeg er bange for at mange vil søge nye muligheder, for så billig er I nu heller ikke”, skriver Bent Klingberg på Boxers Facebook-side.
“Vi blev kunde i Oktober sidste år, dengang kostede Boxer Max 519 pr måned. (6 måneders intro til 419, bevares). Inden vi når at være kunde hos jer i 1 år, vil prisen være steget til 599. Det er en fuldstændig vanvittig prisstigning, og jeg vil principielt skide på at i fylder mere lort i pakken. Jeg har ikke bedt om ekstra streaming tjenester, så jeres reklamer med det pengeædende fjernsyn er jo groteske når i selv kører samme strategi på jeres Max pakke..”, skriver Meik Pedersen på Boxers Facebook-side.
Andre er utilfredse med at Boxer TV har valgt at udskifte tv-kanalen ’ID – Investigation Discovery’ med YouSee-kanalen Xee.
Se også: Boxer: YouSee Xee erstatter kanalen ID
Boxer: Vi forstår vreden, men…
Fuldpakken Boxer Max steg med 30 kr/måned fra 1. januar i år og fra 1. august stiger den med yderligere 50 kr/måned.
Så det der i efteråret 2018 kostede kr. 519/måned vil fremover koste kr. 599/måned, en prisstigning på hele kr. 80/måned indenfor samme år.
Boxer direktør Ulf Lund forstår godt at nogle kunder reagerer med vrede mod både prisstigningerne, kanalomlægninger og streamingtilbud de ikke har bedt om skulle være obligatorisk. Det skriver BT.
For de 80 kr. per måned er der nemlig kommet hele 3 streamingtjenester med i pakken.
“Vi synes, det er meget stærke forbedringer. Hvis du har en af de her streamingtjenester i forvejen og nu kan opsige den, så har du sparet penge. Set fra det synspunkt, er det her en super deal”, fortæller Ulf Lund til BT og fortsætter:
“Men det er da selvfølgelig et dilemma med sådan en pakke, at man risikerer at få noget, man ikke har bedt om. De kunder kan så vælge en af vores flex-løsninger i stedet”.
Boxers TVs seneste prisstigninger træder i kraft den 1/8-19.