Forside * Featured

Sådan bliver iTunes afviklet og splittet op på MacOS Catalina

-

Apple har løftet sløret for flere detaljer om deres planer for at lægge iTunes i graven.

Virksomheden har på en ny support-side offentliggjort en række specificeringer af de overordnede afsløringer, der kom i forbindelse med åbnings-keynoten på udviklerkonferencen WWDC i mandags. Her kan man læse en del om, præcis hvordan Apple Music-, TV- og Podcast-appsne vil overtage iTunes’ forskellige funktioner.

Annonce:

Det er netop disse tre apps, som iTunes bliver splittet op i på MacOS Catalina. Man må formode, ikke mindst på grund af Apples nye strategi med at udbrede deres apps til andre platforme, at noget lignende vil ske på Windows med tiden.

Som det allerede blev beskrevet ved keynoten i mandags, betyder opsplitningen af Apples udbud fra de forskellige indholdskategorier repræsenteret ved de tre apps ikke et farvel til synkronisering af iPhone, iPad og iPod Touch på computeren. Dette vil i stedet kunne gøres via Finder.

iTunes-butikken er stadig åben

Men det betyder heller ikke et farvel til den gamle iTunes-butik, selvom iTunes-app’en forsvinder. Du vil stadig kunne købe og downloade musik i butikken. Ifølge den nye supportwebsite vil dette nu ske i en sidebar i Apple Music (se billede ovenfor). Butikken vil også stadig være åben på iOS, på PC og Apple TV.

Ligeledes vil alle dine tidligere køb og importerede musikfiler kunne findes i Apple Music-app’en. De iTunes-playlister, du har brugt årevis på at kuratere, forsvinder heller ikke, men vil derimod blot blive overført til Apple Music.

Gavekort til iTunes er stadig gyldige og vil kunne bruges på tværs af de tre apps, skriver Apple. Har du købt lydbøger via iTunes, bliver de overført til Apple Books-app’en, hvor fremtidige køb af lydbøger også skal foretages.

For indkøbte film- og tv-serier gælder der samme principper som med musik. Din film- og tv-samling på iTunes bliver overført til TV-app’en. Her vil du også både kunne købe, downloade og leje film og tv i fremtiden, ligesom Apples kommende streamingtjeneste, Apple TV+, vil være at finde i TV-app’en.

Filoverførsel til tredjeparts-apps

Endelig er der naturligvis podcasts, et fænomen som iTunes spillede en stor rolle i at udbrede. Alle de podcasts, du følger automatisk, bliver overført til den nye Podcasts-app, der er det fremtidige hjem for Apples podcast-udbud.

Apple har ikke sagt noget om, hvad iTunes’ død betyder for muligheden for at overføre musik-, film- og tv-filer til tredjeparts-apps på iPhone, iPad og iPod Touch. Foretrækker du en afspiller som f.eks VLC, har dette hidtil kunnet gøres via fildelings-funktionen i iTunes, der sender filer direkte til de pågældende tredjeparts-apps.

På billedet af den nye synkroniseringsfunktion i Finder ovenfor ser denne funktion ud til at være væk, men til gengæld er der en ny ’Files’-fane i billedet og der er tilsyneladende også en funktion, der aktiverer manuel overførsel og styring af mediefiler.

Men det bliver nok først om nogle dage, når udviklerne for alvor har haft tid til at lege med Catalina-beta’en, at vi hører mere om dette. Hvis vi da ikke skal vente helt til den åbne beta kommer om nogle uger – eller til efteråret, når den officielle lancering sker.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.