Forside * Nyheder

Oppo demonstrerer ny smartphone med kamera under skærmen

-

En af de store udfordringer, som smartphone-producenter slås med, ser nu ud til at være løst af Oppo.

Det handler om at få placeret selfiekameraet på en smartphone under skærmen, så der kan komme skærm til kanten uden at det er nødvendigt med alternative løsninger som kamerahak, kameradråbe, kamerahul eller pop-op-kameraer, som vi har set henover de senere år.

Annonce:

Det er en offentlig hemmelighed, at Apple gerne ville have fundet løsningen på denne udfordring i forbindelse med lanceringen af iPhone X, men at de trods en hel del overarbejde hos designere og ingeniører, ikke lykkedes med det.

Løsning blev i stedet det kamerahak, der siden satte design-dagsordenen for smartphones i 2017, 2018 og 2019. Visse producenter begyndte tidligt at lave dråbeformede huller, og siden kom Samsung ud med huller i skærmen til kameraet (som de allerede er på vej væk fra) inden OnePlus for nylig bragte pop-op-selfiekameraer til det danske marked for første gang.

Allerede inden da havde OnePlus’ landsmænd hos Oppo imidlertid lanceret smartphones i Kina med selfiekameraer, der popper op, når de skal bruges. Firmaet har med andre ord haft alternative selfiekamera-løsninger på hjernen i længere tid.

Tidligere på måneden teasede Oppo så med en video (se nedenfor), at de havde fundet de vises sten, og var ved at være klar med et kamera under skærmen. Det fik naturligvis lynhurtig en af virksomhedens hovedkonkurrenter, Xiaomi, ud af busken med en video (kan ses i bunden af artiklen), der viste, at de sørme også var ved at være klar med en lignende løsning.

Kvaliteten halter stadig

Nu er vi dog kommet ud over teaser-stadiet. Oppo har under den kinesiske afligger af Mobile World Congress, der lige nu finder sted i Shanghai, vist en telefon frem for journalister, der netop har selfiekameraet under skærmen.

En af dem var Engadgets Richard Lai, der lagde mærke til, at man ved at knibe øjnene sammen godt kunne se, at det lille område ved kameraet var lidt mere pixeleret end resten af skærmen. Det er fordi, netop denne dell af skærmen er lavet af højtransparent materiale, der er tilført en nydesignet pixelstruktur.

Med andre ord kræver disse telefoner særlige skærmpaneler, men det kan vel næppe undre nogen. Det betyder formentlig også, at de første udgaver af smartphones med teknologien ombord, bliver ganske pebrede.

For at få nok lys ind til kameraet har Oppo også skruet op for sensorens størrelse, og dermed også pixlernes størrelse, samt givet kameraet en større blændeåbningen. Det går dog ud over såvel skarphed, detaljegrad og farvepræcision.

Der arbejdes altså stadig på at lave en løsning, hvor kvaliteten er højere, men nu er der da i hvert fald gået hul på isen. Oppo lovede, at en telefon med kamera under skærmen ville blive lanceret ”i den nære fremtid”, og så må vi jo se om Xiaomi eller en helt tredje spiller kommer til markedet først.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.