Forside * Nyheder

Hans Zimmer laver lyd til BMW-konceptbil

-

I fremtiden kan kendte filmkomponister sætte navn på den auditive side af automobil-oplevelsen.

Annonce:

Således har BMW hyret den kendte filmkomponist Hans Zimmer til at lave en lyd til deres futuristiske konceptbil, VISION M Next. Det er naturligvis en kendt sag, at bilfirmaer arbejder meget med deres lydlige identiteter, lige fra, hvordan bildøre, motorhjelmen og bagagerumsdøren lyder, når de smækkes i, til de interne klik og bliplyde fra instrumentbrættet.

Men lyden, som Zimmer har lavet til bilen, er ikke en af den slags lyde. Det er tværtimod en lyd, der skal erstatte motorlyden. BMW har nemlig netop fremlagt deres fremtidsplaner for elektriske biler og motorcykler, og de er ret omfangsrige.

BMW vil lancere 25 elektriske køretøjer inden år 2023 rinder ud, og det er i denne forbindelse, den nye, science fiction-agtige sportsvogn er blevet vist frem. Som bekendt siger elektriske biler ikke ret meget, når de kører, da der ingen motorlyd er. Det eneste, du kan høre, er hjulstøj.

Det kan dog være problematisk for fodgængere, når de ikke kan høre en bil komme, og nogle bilister savner også en eller anden form for lyd, når bilen kører. Hvis de ikke kan få den aggressive lyd af en eksplosionsmotor, vil de i det mindste gerne have en fremtidsagtig hvinen.

Lugter af THX

Og hvem kunne være bedre til at frembringe en slags tema-lyd, der kan få din bil til at lyde som noget fra fremtiden, end en mand, der har lavet musik til science fiction-film som ’Interstellar’, ’Inception’ og ’Blade Runner 2049’?

Fordi Hans Zimmer er mere komponist end lyddesigner, er der en vis musikalitet over lyden, der minder lidt om den THX ”deep tone”-lyd, man kunne opleve i biografen før i tiden. Inden den når sit crescendo, er lyden dog mest en opadglidende synth-akkord, der skal illustrere bilens acceleration. Du kan høre lyden i videoen herunder.

Konceptbiler som VISION M Next kommer som regel ikke på markedet, sådan som de er designet. I stedet ender idéer fra konceptbiler som regel med at blive drysset ud over bilfrabrikantens andre, fremtidige modeller.

Det er netop derfor, og fordi der i højere og højere grad kommer fokus på, hvordan el-biler lyder, at det har betydning, når Hans Zimmer leverer en lyd til BMWs konceptbil. Det kan være en indikator for en fremtidig trend, hvor alt fra DJs til musikproducere kan lægge navn til, hvordan en bil lyder, når den kører ned ad gaden.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.