Sound United, moderselskabet for bl.a. Denon og Marantz, har erhvervet Onkyos home audio der også tæller Pioneer.
Verdenen for HiFi og surround til hjemmet er pludselig blevet mindre. Sound United har fået en aftale i hus om køb af Onkyo Corporations Home Audio-division.
Dermed rykker en række audio brands ind under samme ejer. Sound United er moderselskabet bag:
- HEOS
- Denon
- Marantz
- Polk Audio
- Definitive Technology
- Classé
- Boston Acoustics
Med overtagelsen af Onkyo vil det tilføje disse brands til porteføljen:
- Onkyo
- Pioneer
- Pioneer Elite
- Integra
Sound United fortæller at den udvidede portefølje bedre vil gøre dem i stand til at tilbyde forbrugerne skræddersyede kvalitetsprodukter.
“Vi er glade for at føje de respektable brands Onkyo og Pioneer til vores portefølje. Sound United er en af de førende producenter af kvalitetsprodukter inden for audio/video, og vi tror, at den kombinerede forretning vil gøre, at vi kan tilbyde vores kunder og forhandlere innovation og lydkvalitet som ingen andre på markedet”, fortæller Kevin Duffy, CEO hos Sound United, og fortsætter:
“Når handlen er endelig, vil vi arbejde hårdt sammen med Onkyo Corporations forbrugeraudiodivision for at sikre en gnidningsfri indlemmelse i Sound United-familien, så alle medarbejdere, kunder og forhandlere kan få glæde af den nye organisations større bredde og dybde”.
Onkyo Corporations forbrugeraudiodivision omfatter produktkategorier som fx: AV-modtagere, hi-fi-udstyr, minisystemer, smarthøjtalere, pladespillere, soundbarer, hjemmebiosystemer, optiske discafspillere mm.
Onkyo Corporation beholder rettighederne til varemærkerne Pioneer og Onkyo i forhold til forretningsområderne Digital Life og Embedded Audio. Som en del af handlen overtager Sound United alle tredjepartsdistributionsaftaler.
Handlen skal nu godkendes af myndighederne og Onkyo Corporations aktionærer, hvor der er generalforsamling i slutningen af juni.