Nej, der er ikke tale om tøj, du kan beklæde din VR-avatar med i en virtuel verden.
Der er derimod tale om et skridt i retning af en af de helt store ting, der mangler, før VR kan blive en fuldkommen absorberende oplevelse: muligheden for at mærke og føle digitale objekter i det virtuelle univers.
Siden Virtual Reality først kom på banen i 90’erne, har VR-fantasien i høj grad handlet om at iklæde sig en eller anden form for kropsdragt, der lukker af for alle andre sanseoplevelser end dem, man kan få fra den virtuelle virkelighed.
Sådan har VR for eksempel været portrætteret i film lige fra den gamle ’The Lawnmower Man’ til den nyere ’Ready Player One’. Og selv om der har været lavet specialdragter og prototyper, der udfører denne opave, har det ikke været muligt at masseproducere denne type beklædning til en pris, hvor alle kan være med.
Det er det, Sony tilsyneladende vil lave om på nu, hvis man skal stole på et nyt patent, de har fået tildelt og som netop er blevet offentliggjort. Patentet har fokus på en VR-handske, der skal anvende haptisk feedback á la det, du kender fra smartphones og gaming-controllere.
Handsken giver ifølge patentet VR-brugeren mulighed for at mærke og føle genstande skabt digitalt i den virtuelle virkelighed og du vil f.eks. derved kunne samle et sværd eller et andet våben op og bruge det som illustreret på billedet herover. Men du vil også kunne mærke dørhåndtag eller føle, hvordan din modstanders kæbe brækkes, når du stikker ham en kajerasler.
Hatte, sko, bukser og trøjer
Men det interessante er imidlertid, at Sony allerede i dette patent indikerer, at der er mere end en handske på vej. Patent-beskrivelsen fokuserer på selve den haptiske feedback-teknologi, der også vil kinne finde anvendelse i ”en hat, fodtøj, bukser” eller en skjorte eller trøje til overkroppen.
Sony er tilsyneladende igang med at afprøve alle mulige måder at skabe haptisk feedback , men også temperaturforskelle. Patent-teksten beskriver, hvordan køle- og varme-elementer kan anvendes sammen med motorer og komprimeret væske og gas.
Det sidste lyder måske ikke som den mest sikre løsning. Omvendt er det langt fra sikkert, at Sony overhovedet har tænkt sig at lave et produkt ud af patentet. Teknologien beskrevet i patentet kan finde anvendelse i andre produkter, eller de kan finde ny måder at skabe haptisk feedback på, der ikke er beskrevet endnu.
Men nu ved vi i hvert fald, at idéen om tøj til brug i VR ikke er Sony fremmed. Og eftersom de har den mest populære VR-platform lige nu med PSVR, er det ikke uden betydning.