Forside * Nyheder

Latinamerikansk ‘Black Mirror’ opstår som følge af Netflix’ globale strategi mod Disney

-

Der har altid været noget særligt engelsk over ’Black Mirror’.

Seriens bagmænd, Annabel Jones og Charlie Booker, er begge engelske, og de første afsnit af serien var produceret i Storbritannien. Siden overtog Netflix serien, hvorved den særlige, engelske kynisme og humor i serien fik et skud Hollywood.

Annonce:

Flere afsnit foregik nu i USA og havde kendte, amerikanske skuespillere i hovedrollen. Men nu har Netflix taget et skridt mere hen imod at gøre ’Black Mirror’ til et internationalt, og måske endda et globalt, foretagende.

’Little Black Mirror’ er en serie på tre korte afsnit, “inspireret af” hovedserien. Du behøver ikke engang være Netflix-abonnent for at se dem, de vil nemlig kunne findes på YouTube. Men du skal forberede dig på måske at skulle slå underteksterne til, for de er nemlig på spansk.

De tre afsnit er lavet til det såkaldte Latinx-publikum (altså Latino/Latina), der i højere og højere grad er en magtfaktor i den amerikanske underholdningsbranche. Ud over den voksende, spansktalende befolkning i USA er spansk det næstmest talte sprog i resten af verden – efter kinesisk.

De central- og sydamerikanske markeder er tilsyneladende nu så store for Netflix, at det kan betale sig at producere en mini-version af en af tjenestens største serie-successer på spansk. Og det er så blevet til ’Little Black Mirror’.

Global strategi mod Disney

Hvis du ikke genkender nogle af navnene på rollelisten, skal du ikke være ked af det. Det er nemlig primært kendisser fra spansksprogede sociale medier, der er med i serien, så ud over at tækkes et spansktalende publikum, vil Netflix også gerne fastholde de unge med dette tiltag.

Det sidste synes dog at have skabt en del negativ stemning. En hel del Twitter-brugere brugte memes og GIF’er til at protestere, da Netflix’ latinamerikanske afdeling offentliggjorde nyheden. Det kan ses i tweetet herunder.

Initiativet skal dog formentlig ses som en forskansning mod det frontalangreb, der kommer fra Disney til november, når Disney+-tjenesten går i luften. Det har hele tiden været Netfix’ strategi at være globale, hvor konkurrenterne er fokuserede på amerikanske, engelsksprogede produktioner.

Det er det, der skal sikre Netflix i fremtiden, og er årsagen til at du kan se serier fra hele verden på Netflix, inklusive ’The Rain’ fra Danmark. Det er dog første gang, at Netflix tager et af sine største seriebrands og udvider det til et nyt sprogområde. Men måske er det ikke sidste gang.

5. juni kan du se tre nye afsnit af den helt almindelige ’Black Mirror’-hovedserie.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.