Der er kun få firmaer, der er rigtig gode til det med aktiv støjreduktion. Et af dem er Bose.
Derfor er der sikkert en del, der har ventet med spænding på, hvornår Bose mon laver et par helt trådløse øretelefoner med deres støjreduktions-teknologi ombord. Nu er spændingen delvist udløst: De er på vej, har Bose nu meldt ud.
Den pågældende model får det meget åbenlyse navn Noise Canceling Earbuds 700 og kommer til næste år. Dette sæt øretelefoner bliver rosinen i pølseenden på en trippel-lancering, som Bose netop har startet.
Før Earbuds 700 dukker op, får vi dog allerede en model uden aktiv støjreduktion at se. Den kommer senere på året og hedder Earbuds 500, og så er systemet for modelnavne og numre ligesom skitseret. Det ser faktisk ud som om, Bose er igang med at afvikle det legendariske QuietComfort-brand til fordel for nogle simplere modelnavne.
QC35 afløser
Det kan man også se af den første lancering i den ovennævnte trio, der udgøres af Noise Canceling Headphones 700. Det er afløseren for QC35.
Det er den eneste af de tre modeller, Bose foreløbig har vist billeder af, og det er den model, du kan se spredt rundt her på siden. Som billederne viser, kommer den i sort og sølv.
Noise Canceling Headphones 700 kommer på gaden sidst i juni, men kan allerede forudbestilles.
Vi har endnu ikke en dansk pris, men den amerikanske pris er sat til 399 dollar, eller cirka 2.600 kroner før danske afgifter og moms kommer oven i.
Galleri – Bose Noise Canceling Headphones 700
Bose siger, at Headphones 700-modellen kommer til at lægge sig ind i sortimentet sammen med QuietComfort 35 II, som de to primære over-the-ear-modeller. Firmaet siger dog samtidigt, at Headphones 700 tager det største teknologiske spring fremad i kategorien siden de oprindelige QuietComfort-hovedtelefoner.
Der sidder seks mikrofoner i den trådløse hovedtelefon, der alle sender signalet videre til processering i den indbyggede DSP, som dermed skulle kunne reducere støj på et hidtil uhørt (!) niveau. Derudover benyttes signalet fra fire af mikrofonerne parvis til at skabe den bedste gengivelse af brugerens stemme, som Bose hidtil har opnået.
Neutral lyd
Bose slår i deres pressemeddelelse på, at det ikke bare betyder bedre kvalitet i telefonsamtaler, men også i brugen af virtuelle assistenter, der får nemmere ved at afkode, hvad du siger. Headphones 700 har Google Assistant- og Alexa-understøttelse indbygget, mens Siri understøttes via tale-forbindelsen til smartphonen.
Virksomheden understreger også at ingeniørerne hos Bose helt specifikt har valgt at gøre hovedtelefonerne så transparente og neutrale som muligt, i stedet for at booste bas eller diskant, der ifølge firmaet gør lytterens ører trætte over tid.
Vi venter stadig på detaljerne omkring trådløse forbindelser, driverne i Headphones 700 med mere, og flere informationer om Noise Canceling Earbuds 700. Så snart vi har dem, skal vi nok viderebringe dem – og det gælder også den danske pris.