Apple har sendt en stor opdatering af deres iPad Mini på markedet, og nu får du både pencil og lynhurtig A12 Bionic chipset.
Apple har opdateret både iPad Air og iPad Mini, og recordere.dk har testet den nye iPad Mini, som nu også har fået Apple Pencil support.
Og opdateringen har været ventet med længsel, da iPad Mini ikke er blevet opdateret i flere år. Den nye iPad Mini er 5. Generation, og den har fået flere forbedringer på ydelse.
Udpakning og installation
Den nye iPad Mini kommer i en æske, der udover iPad’en indeholder en USB-A strømforsyning og et USB-Lightning kabel. Den nye Mini har ikke fået USB-C, som de nye iPad Pro har fået, og det mener Apple for nu forbliver en Pro feature.
Men en iPad er en iPad, og du ved hvad du får uanset om du køber en Mini, en Air eller en Pro. Du får en iPad med samme iOS oplevelse, så hvis du kommer fra en tidligere model, så er der ikke meget udover ydelsen der overrasker.
Modellen vi testede var med 4G/LTE, og derfor var der også den lille SIM-skuffe nål med, ligesom der var en lille manual, hvis nogen kan huske hvad man skal bruge den til.
Sammen med iPad’en fik vi også en Apple Pencil 1, ligesom vi fik et orange cover til at beskytte skærmen.
Installation af en ny iPad bliver ikke meget nemmere, hvis man i forvejen har en nyere iPhone og en anden iPad. Man bliver bedt om at holde telefonen tæt på iPad’en, og så overføres alt konto- og netværksinformation til den nye enhed. Har man oven i det en backup fra en anden iPad gemt i iCloud, så kan den genskabes, og man er oppe og køre med alle programmer installeret og køreklar på en halv times tid, afhængig af hvor mange programmer man skal installere, og hvad båndbredde man har til rådighed på sin internetforbindelse.
Skærmen
Apple iPad Mini har en 7,9 tommer Retina skærm, der kommer med høj lysstyrke og True Tone farvejustering, ligesom den har en antirefleks-coating på glasset. Skærmen har fået hele 25% kraftigere lysstyrke, og også en kraftig forbedring på farveskala i forhold til den tidligere version af iPad Mini.
Skærmen kører en opløsning på 2.048 x 1.536 pixels (326 DPI), og står knivskarpt i de fleste lysforhold. Dog kommer den til kort, hvis du står i direkte sollys og bruger kameraet.
Under skærmen finder du den gode gamle HOME knap, som kommer med en indbygget fingeraftrykslæser, og den virker både hurtigt og effektivt hver gang. Lige nu er det kun iPad Pro som kan købes med Face ID.
Ydelse og batteri
Den nye 5. Generation iPad Mini kommer med Apples nyere A12 Bionic chip, der er pakket med performance-features og ydelse. A12 kommer med 6 kerner til beregninger, og 4 kerner til grafiske funktioner, ligesom den kommer med Apples neurale motor til avancerede beregninger og AR (Augmented Reality).
På GeekBench 4 scorer den hele 4.832 på single-core og 10.597 på multi-core.
Apple har altid været førende når det gælder performance på smartphones, og det er de også når det gælder tablets. iPad Mini 5. Generation kørte alt hvad vi smed efter den uden at hakke eller falde i hastighed. Dette uanset om det var spil, videoer, redigering eller internet-browsing.
Det indbyggede batteri yder mellem 7-10 timers batteritid afhængig af forbrug. Man skal være opmærksom på at har man LTE/4G modellen, så får man lidt mindre batteritid en på modellen med kun Wi-Fi.
Nu med Pencil support.
iPad Air fik sidste år support for første generation af Apples Pencil, og med lanceringen af den nye iPad Mini, har også den nu support for brug Apple Pencil, hvis man vil bruge den.
Jeg har selv en iPad Pro 10,5 tommer, og til den købte jeg en Pencil, og selvom jeg ikke er super kreativ, har jeg brugt den til flere af mine programmer. Dette er især effektivt til møde-noter, mindmaps og mindre diagrammer.
Jeg kender flere professionelle grafikere, der sværger til iPad, Apple Pencil og app’en Procreate. Men almindelige brugere kan også have stor glæde af f.eks. Good Notes som er et super godt notatprogram eller flere af de efterhånden ret effektive billedbehandlingsprogrammer, der findes til iPad.
Man skal dog være opmærksom på at det er 1. Generation af Pencil der er understøttet, og at den derfor skal oplades igennem Lightning porten, eller via en medfølgende adapter.
Kamera godt nok til AR, men bliver nok ikke dit primære kamera
Jeg ved det godt. En Tablet bliver aldrig folks primære kamera ligesom telefonerne er blevet det, og derfor burde jeg bare skrive at iPad Mini kommer med et 8MP kamera på bagsiden, og et 7MP selfie/mødekamera på forsiden, der tager ganske udmærkede billeder, og fungerer rigtigt godt til Augmented Reality spil og apps.
Men de to kamera er faktisk gode nok til at du godt lige kan tage et billede i et mødelokale, eller når du bruger den på farten. Men har du en nyere iPhone eller Android smartphone, så vil de nok tage bedre billeder end iPad’en.
Kameraet kan også optage video i 1080P, ligesom der er funktioner til panorama, slo-mo video, burst mode, og time-lapse videoer.
Til videomøder via Skype, Team, Slack osv. virker front-kameraet rigtigt godt, og billedet er både klart og veloplyst under de fleste forhold.
Rigtigt gode trådløse forbindelser
iPad Mini 2019 (5. generation) kommer med de vigtigste trådløse protokoller, og du får både ultrahurtigt Wi-Fi (802.11ac) med hastigheder på op til 866 Mbps med MIMO understøttelse.
Køber du 4G/LTE modellen, får du dual-SIM support via eSIM, og der har Apple indgået et samarbejde med flere teleudbydere ude i verden, der gør at du kan stå i et fremmed land uden mobildækning, og så via din iPad bestille et eSIM og betale for det via Apple Store.
Dette kan gøres helt uden du har trådløst netværk, da Apple har lavet en roamingaftale, så du kan bestille det uden det koster dig andet end det abonnementet koster.
Det er også begyndt at dukke midlertidige eSIM-abonnementer op, som kan benyttes ved rejser i udlandet. Så hvor man tidligere enten måtte have udlandsdata som en del af abonnementet eller købe et lokalt SIM-kort på rejsedestinationen, så er det også muligt at købe et midlertidigt eSIM-abonnement istedet, og det kan endda også klares hjemmefra over nettet før afrejse.
Konklusion
iPad Mini 5. Generation er en kraftfuld lille fyr, der let kan pakkes ned i en taske, når man skal på en miniferie eller bruges på bagsædet af en bil til at se film og serier for ungerne.
Den performer i særklasse godt, og følger den lange tradition af gode solide iPads fra Apple, der udover Mini tæller iPad, iPad Air og iPad Pro. Prismæssig er den stadig med i den ende hvor det er OK, men du skal gøre op med dig selv hvad dit behov er.
En iPad er en iPad, og du ved hvad du får uanset om hvad i familien du køber, så har du behov for en lille frisk en af slagsen, så kan vi kun give iPad Mini 2019 (5. generation) de bedste anbefalinger.
Pris og tilgængelighed
Apple iPad Mini 2019 (5. generation) koster:
- 64GB WiFi kr. 3.399,- (se tilgængelighed og dagspris)
- 64GB WiFi+LTE kr. 4.499,- (se tilgængelighed og dagspris)
- 256GB WiFi kr. 4.799,- (se tilgængelighed og dagspris)
- 256GB WiFi+LTE kr. 5.899,- (se tilgængelighed og dagspris)