Forside * Nyheder

Streaming: Nye serier om Marvel’s Hawkeye, gademad, Theranos-stifter m.m.

-

Nogle dage kommer nyhederne på et givent interesseområde væltende i store klumper.

Således har der været en mindre stormflod af nyheder på streamingfronten idag, og her kommer der en opsamling af dem:

Annonce:

Hawkeye får sin egen serie. Nej, der er ikke tale om at Alan Aldas gamle hovedkarakter fra ’M*A*S*H’ genopstår i en yngre version. Derimod er det Marvel Cinematic Universe-udgaven af superhelten Hawkeye (bill. ovenfor), der får sin egen serie. Jeremy Renner spiller Hawkeye i MCU og han har indtil videre kun haft minimal skærmtid i filmene (dog ser det ud som om, der kommer mere af ham i ’Avengers: Endgame’). Hvis du har savnet at se mere til bueskytten med de overnaturlige talenter, kan du imidlertid godt begynde at glæde dig. Ifølge Variety får Hawkeye nemlig sin egen serie på den kommende Disney+-streamingtjeneste. Det sker i lighed med flere andre MCU-karakterer, herunder Loke, Scarlet Witch, Vision samt Winter Soldier og Falcon.

Elizabeth Holmes portrætteres i mini-serie. Nu vi snakker om helte, så var der mange, der så Theranos-stifteren Elizabeth Holmes som en heltinde, dels fordi hun var en kvinde, der lagde sine mandlige konkurrenter i støvet bag sig, dels fordi hendes revolutionerende blodprøve-tests i Silicon Valley-firmaet Theranos kunne redde menneskeliv. Men, som adskillige bøger, artikler og senest en dokumentarfilm på HBO af Alex Gibney afslørede, så løj Holmes så vandet drev og hun bedrog sine partnere, investorer og resten af verden. Hvis du ikke har fået nok af den historie endnu, så vil Hulu nu lave en dramaserie om Holmes. Det er en miniserie i fire afsnit med skuespilleren og komikeren Kate McKinnon som Holmes. Det er dog endnu uvist, hvilken streamingtjeneste, den eventuelt lander på i Danmark.

 

’Chef’s Table’-holdet breder sig. Er du fan af madprogrammer? Måske endda specifikt den ultrapopulære ’Chef’s Table’-serie på Netflix? Så er der godt nyt. Holdet bag serien kommer nu med endnu en Netflix-serie, der hedder ’Street Food’, og som navnet antyder, er det en hyldest til gademad og autentisk kokkerering. Der er ingen tvivl om, at Asien er den region, hvor gademad-kulturen er mest udviklet, så serien starter med at besøge Thailand, Taiwan, Japan, Sydkorea, Singapore, Indonesia, Fillipinerne, Vietnam og Indien – et afsnit pr. land. Men for at det ikke skal være løgn, så er skaberne af ’Chef’s Table’ også igang med at lave to serier til Disney+, der ikke har noget med mad at gøre. Den ene hedder ’Marvel 616’ og er en dokumentarserie om Marvels tegneserieunivers, folkene der har bidraget til det gennem tiden og de kulturelle kontekster, universet er opstået i. Og et show med arbejdstitlen ’Earthkeepers’ skal portrættere folk, der arbejder med naturpræservation, både indenfor fauna og flora.

Childish Gambino-film lander på Amazon. Multitalentet Donald Glover også kendt som Lando Calrissian også kendt som rapperen Childish Gambino har en film på vej til Amazon. Han har annonceret, at han vil gøre noget særligt ud af sin optræden (som Childish Gambino) på musikfestivalen Coachella i denne weekend. I den forbindelse dukker der en timelang musikfilm op på Amazon, der hedder ’Guava Island’, hvori Gambino tilsyneladende forsøger at starte en musikfestival, men ender med at blive kidnappet i stedet. Rihanna er også med.

Netflix kommer med print-magasin. Netflix var blandt de store spillere, der har været med til at slå fysiske medier ihjel. Alligevel vil de nu bruge et fysisk medie til at promovere deres serier og de skabere og skuespillere, de arbejder sammen med. Ifølge The Hollywood Reporter vil Netflix fire gange årligt udgive et fysisk magasin om deres indhold, der imidlertid ikke vil kunne købes i kioskerne, men kun fås udvalgte steder. Det første nummer vil udkomme senere i år i forbindelse med Emmy-uddelingerne og være på over 100 sider.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.