TV- og bredbåndsudbyderen Stofa A/S leverer et samlet resultat før skat på over 60 millioner kroner, hvilket er en forbedring på over 100 millioner kroner.
Det danske tv og bredbåndsmarked er i rivende udvikling, nye tjenester skyder frem og kampen om kunderne har aldrig været større. For Stofas vedkommende er antallet af tv-kunder faldet, men kundeafgangen er den laveste i flere år. Stofa formåede at fastholde og udvikle sin internetforretning, således at 2018-resultatet blev markant forbedret i forhold til 2017. En vigtig årsag hertil er reduktion af omkostninger, samt at Stofa i løbet af 2018 har øget sin nationale tilstedeværelse markant.
Derfor har det primære fokus for Stofa i 2018 været at sikre kommerciel lønsomhed gennem omkostningsstyring og øget national tilstedeværelse – blandt andet gennem nye samarbejdsaftaler med danske antenne- og boligforeninger.
“Det er ingen hemmelighed, at vi har arbejdet fokuseret med at øge lønsomheden i Stofa, og derfor er det ekstra tilfredsstillende, at resultatet før skat er løftet med 100 millioner kroner. Strategien har været klar, og nu handler det om at fortsætte ad den vej, og udvikle forretningen og produkterne. Vi opererer i en branche under kraftig forandring, derfor er tiden ikke til at hvile på laurbærrene, men fortsat gøre os gældende som en attraktiv operatør i markedet”, siger Sune Nabe Frederiksen, adm. direktør i Stofa.
Fremtiden er fortsat digital
Telemarkedet er under store forandringer i disse år. Stofa vil derfor i 2019 fastholde fokus på at opretholde den kommercielle lønsomhed og møde kundernes behov igennem gode digitale løsninger. Derfor fortsætter arbejdet med at opgradere coaxnettet til gigabit hastighed og arbejdet med at få defineret en ny tv- strategi, som skal gøre Stofa’s tv-produkter endnu mere relevante.
“Vi er på en spændende rejse i Stofa, hvor vi hele tiden arbejder målrettet efter at give vores kunder den bedst mulige tv- og bredbåndsoplevelse. Derfor vil vi blive ved med at være nysgerrige på nye samarbejder, som det vi har etableret med TV2 Play, og vi fastholder vores ambition om at være attraktive og relevante for de danske antenneforeninger”, lyder det fra Sune Nabe Frederiksen.