Nu skal der styr på problemerne: Samsung har valgt at kalde alle Galaxy Fold samples hjem.
Efter at flere anmeldere i USA har oplevet problemer med den Galaxy Fold de havde til test, så valgte Samsung i går at udskyde lanceringen af den nye foldbare smartphone, uden at melde en ny dato ud nu og her.
Samsung har nu valgt at hjemkalde samtlige de ‘Galaxy Fold’-enheder der var udlånt til anmeldelse. Det skriver Reuters, med henvisning til en kilde med direkte kendskab til sagen.
Hjemkaldelsen tyder på at Samsung vil til bunds i denne sag. At de både vil se de enheder der har fejlet og dem der ikke har, for på den måde at komme nærmere en løsning på de problemer anmelderne oplevede.
Blandt de problemer, som en håndfuld anmeldere mødte, var der eksempler på bl.a. en ødelagt skærm hvor dele af skærmen var sort, en blinkende skærm og elektronik der bulede ud i skærmen omkring hængslet.
Nogle af fejlene på anmelder-eksemplarerene kan skyldes at en påkrævet beskyttelsesfilm til den primære skærm blev fjernet, og det har fået en analytiker til at rejse kritik af forløbet.
“Det er katastrofalt, at Samsung sendte samples til anmeldere uden klare instrukser om, hvordan man håndterer enheden, og firmaet skal fikse de blinkende skærme”, udtaler analytiker Kim Young-woo hos SK Securities til Reuters.
“Set fra den lyse side har vi nu mulighed for at fikse de problemer, inden telefonerne kommer til salg til et større publikum, så kunderne ikke vender tilbage med samme klager”, fortæller en Samsung medarbejder, der har ønsket at være anonym, til Reuters.
Oprindelig var det planen at telefonen skulle have været lanceret d. 26. april, herhjemme med forudbestilling fra den dag og levering fra 3. maj.
Samsung har ikke kommenteret på hjemkaldelsen overfor Reuters.
Se også: Hands-on med Samsung Galaxy Fold: Første foldbare smartphone