Forside * Featured

Jørgen Leth ikke med i årets Tour de France

-

Tour de France 2019 bliver uden Jørgen Leth som en del af dækningen.

Når årets Tour de France transmitteres på TV 2, så bliver det uden en gammel kending. Seerene må i år undvære Jørgen Leths karakteristiske stemme.

Annonce:

“Jørgen Leth har i mange år gjort en kæmpe forskel for TV 2s Tour de France-dækning og for cykelsportens popularitet i Danmark. For mange danskere er hans stemme central i lyden af sommer, og vi vil alle savne hans ekspertise, analyser og vidunderlige historier, når løbet skydes i gang i år. Jørgen er en legende, og vi skylder ham en stor tak for hans umiskendelige bidrag til vores dækning gennem årene”, fortæller TV 2s sportschef, Frederik Lauesen.

TV 2 havde foreslået Jørgen Leth at kommentere løbet hjemme fra studiet i Odense, fremfor på landevejene i Frankrig, og det kunne parterne ikke blive enige om.

“Vi har fra TV 2 Sportens side naturligvis ønsket at fortsætte samarbejdet med Jørgen Leth, men desværre har vi ikke kunnet blive enige med Jørgen om rammerne for hans rolle i år. Det skal vi være de allerførste til at beklage, og vi ved, at seerne vil gøre det samme. Vi har hvert år både folk på farten med feltet i Frankrig og et værtshold i vores centrale studie på Kvægtorvet i Odense, og i år har vi ønsket at have Jørgen Leth i studiet herhjemme sammen med Thomas Kristensen og Henrik Jul. Jørgen foretrækker i stedet at være i Frankrig. Vi har med andre ord haft forskellige forventninger til samarbejdet i år, og det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke har kunnet finde fælles fodslag”, slutter Frederik Lauesen.

Jørgen Leth beklager at han ikke kan være med i år.

“Det er med stor ærgrelse, at jeg ikke er med på TV 2s Tour-hold igen. Vi har haft et langt og glædeligt samarbejde, der gennem årene har ført til mange magiske stunder i verdens bedste cykelløb. For mig er selve essensen af mit arbejde som Tour de France-kommentator at være i Frankrig, der hvor det sker, og jeg så frem til at være med igen i år og langt ud i fremtiden. En vision jeg indtil for nylig delte med TV 2”, fortæller Jørgen Leth.

Tour de France 2019 med sine 21 etaper indledes lørdag 6. juli og løber frem til søndag 28. juli. TV 2 dækker Touren på TV 2 hovedkanalen, TV 2 SPORT, TV 2 PLAY og tv2.dk, og kommentatorholdet i Frankrig består af Dennis Ritter, Rolf Sørensen, Rasmus Staghøj, Chris Anker Sørensen og Brian Nygaard.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.