Vi nærmer os med stormskridt 3. juni, hvor Apples årlige WWDC-udviklerkonference løber af stablen.
Som altid vil der være fokus på software denne dag, og nu er der så småt begyndt at pible rygter frem om, hvad der bliver offentliggjort. 9to5Mac har sat udvikleren Guilherme Rambo, der tidligere har afsløret adskillige Apple-hemmeligheder ved at kigge i Apples kode, til at finde ud af, hvad der er på vej, og han har allerede en del at fortælle.
En af de ting, mange sikkert kommer til at sætte pris på, er bedre multitasking. En ny funktion vil skubbe iOS på iPad endnu tættere på en gammeldaws brugerflade, som vi har kendt det fra Windows og MacOS igennem adskillige årtier.
Du skal dog ikke regne med, at der ligefrem dukker et skrivebord op i stedet for det sædvanlige app-grid, men der bliver bedre mulighed for at flytte rundt på vinduer i iOS. Som bekendt kan du nu f.eks. fordele skærmen mellem to apps, men fremover vil du kunne frigøre disse apps fra deres låste positioner.
Når du gør dette via et bestemt fingerstrøg, bliver app’en lavet om til, hvad 9to5Mac kalder et ”Sheet”. Vi ved ikke, om dette er Apples officielle navn for det, men det er en slags indikator af app’en, der kan flyttes rundt på skærmen og endda kan lægges i lag. På den måde kan du hurtigt skifte mellem forskellige apps og bruge flere samtidigt, når du har behov for det.
Nu, vi snakker om ting, der lægger sig oven i brugerfladen. Hvis du nogensinde har været irriteret over, at der dukker et stort kvadrat med runde hjørner op henover billedet, når du skruer op og ned for lyden på din iPad eller iPhone, skulle der også komme en bedre løsning på dette – men det står stadig ikke klart, hvad der kommer i stedet.
Nemmere at fortryde
De mange mennesker, der foretrækker at læse deres e-mail på iPad kan også glæde sig. I stil med de auto-sorteringer, vi kender fra Googles og Microsofts e-mailløsninger, vil Mail-app’en i iOS fremover kunne kategorisere dine e-mails for dig automatisk.
Det ser i første omgang ud til at blive en ret avanceret sortering, der kan fordele nye e-mails i kategorier som ”Rejser”, ”Reklame”, ”Kvitteringer” og ”ikke vigtigt”, formentllig efter samme AI-principper som Apple bruger, når de kategoriserer billeder i Photos.
Skulle du under forfatningen af en e-mail komme til at lave en tastefejl – eller generelt lave en fejl, du fortryder – er der også bedre hjælp at hente i iOS 13. Den ”Undo”-funktion, der lige nu kun kan tilgås ved at ryste enheden, får nu en fingerstrøgs-kommando i stedet.
Ved at placere tre fingre i tastatur-feltet og så stryge til højre eller venstre kan du fortryde eller gentage en tidligere handling. Det er lidt uklart om funktionen kun kommer til iPad eller også kan findes på iPhone, hvor det måske bliver lidt sværere at bruge alle tre fingre på den måde, hvis man har lidt store hænder.
En anden funktion, der kan ende med at blive virkelig brugbar, er at Safari fremover selv vil prøve at hitte ud af, hvornår det er bedst at vise desktop-udgaven af en website fremfor en mobil-version. På den måde skal du ikke længere så ofte ind i indstillingerne for at slå visning af desktop-udgaven til og fra hele tiden.
Og endelig er der så den ’Dark Mode’, som allerede findes på en del Android-enheder og på MacOS. Den går på tværs af hele systemet, så det er muligt at lade sine øjne slappe lidt mere af, når man f.eks. bruger sin iPad eller iPhone om aftenen. Det betyder ifølge 9to5Mac også, at dem, der bruger iOS-apps på MacOS via Marzipan kan få glæde af den nye, mørke udgave af brugerfladen.