Forside * Nyheder

Helt nyt AirPod-design forventes til efteråret

-
Dette er ikke de nye AirPods, men derimod et meget “vellignende” produkt fra Kina, der hedder AirPlus og fås i sort.

Apple dominerer ubetinget markedet for trådløse øretelefoner med deres AirPods.

Derfor kan det ikke undre, at firmaet har valgt at satse på disse som et område, hvor de vil sætte fart på udviklingen og give de små ørepropper-med-stang flere funktionaliteter, så hurtigt de kan. Vi har tidligere hørt rygter om adskillige nye tiltag, når det gælder AirPods, og nu ser det ud som om, vi også kan sætte tidspunkt på: Efteråret 2019.

Annonce:

Der har længe været snak om at aktiv støjreduktion skulle være på vej til AirPods, og tilbage i februar kom der så rygter om at AirPods snart vil kunne fås i sort, have en belægning med bedre greb, inkludere flere funktioner og give mulighed for at pumpe mere bas ud af de små drivere. De skulle også være dyrere.

Skal man tro både en af de mest troværdige og en af de lidt mindre troværdige kilder, når det gælder Apple-forudsigelser, så sker dette til efteråret. Den næsten altid træfsikre analytiker Ming-Chi Kuo har, baseret på sine kilder i produktionsmiljøet, nu sat de nye AirPod-modeller til lancering i efteråret, og derfor formentlig i forbindelse med lanceringen af den næste iPhone.

Når der ovenfor står ”AirPod-modeller” i flertal, er det fordi Ming-Chi Kuo forventer, at der kommer to nye AirPod-udgaver. Og den ene skulle være i et helt nyt design. Kuo har dog ikke villet ud med flere detaljer om, hvad et eventuelt nyt design kunne indebære, men den formfaktor, AirPods har nu, skulle altså være helt forandret på denne nye model.

Reduceres støjen i 2019 eller 2020?

Det nye design skulle ifølge Kuo være omtrent 25% dyrere, hvilket passer med de rygter, vi hørte i februar, så måske har Ming-Chi Kuo i virkeligheden blot lagt mere brænde på bålet og sat et tidspunkt på. Men han kan dog også meddele sine investorkunder, at kommer en ny udgave af AirPods i det allerede velkendte design.

Det er så her, den anden, lidt mindre troværdige Apple-spåmand kommer ind i billedet. Det er mediet Digitimes, hvis historik i forhold til Apple-forudsigelser er lidt mere hullet. F.eks. forudsagde de at AirPower-ladepladen var lige på trapperne, kort før den blev helt aflyst.

Men de rammer dog ofte også plet med deres forudsigelser. Og kun få timer før meldingen fra Ming-Chi Kuo kom de med en nyhed om at den føromtalte aktive støjreduktion vil være den største, nye feature ved de AirPods, der kommer i 2019.

De er som nævnt ikke alene om at gætte på tilføjelsen af aktiv støjreduktion. Mark Gurman fra Bloomberg har også sine Apple-kilder i orden, og han har også rapporteret om at støjreduktionen er på vej til AirPods. Han pegede dog dengang på, at det først ville komme i 2020.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.