Der skal noget til at håndtere den måske allermest ventede sæsonpremiere i nyere tid, når det gælder streamingservere.
Da klokken slog 21 på den amerikanske østkyst, blev der lukket op for det første af de sidste, seks lange afsnit af seriefænomenet ’Game of Thrones’ på HBOs servere. Det skete samtidigt med, at afsnittet rullede over skærmen på HBOs kabelkanal.
Men måske havde HBO undervurderet, hvor mange mennesker, der gerne ville kigge med på serien. I hvert fald var det svært for mange mennesker at sætte afsnittet igang. Sociale medier blev fyldt med frustrerede beskeder fra hele kloden.
Men også i HBOs hjemland var der problemer. Amerikanske ’Game of Thrones’-fans, der forsøgte sig med at bruge HBOs apps såsom HBO Now eller HBO Go på streamingbokse, fik sig en lang næse.
Forskellen på de to apps er at HBO Now er totalt standalone, mens HBO Go er en ledsager-app til hvis du har et kabelabonnement. Men ingen af dem virkede i minutterne op til premieren, og der kom ikke hul igennem før flere timer senere.
Brugerne oplevede i stedet, at det velkendte HBO-logo og tekst med forvarsler om scener med nøgenhed, vold m.m. tonede frem, fulgt af…ingenting. Så snart, selve afsnittet begyndte at streame, var der sort skærm. Det samme gjaldt i øvrigt samtidigt for alle de andre HBO-serier, så ’Game of Thrones’-premieren kan have blokeret fans af HBO-serier som ’Veep’ og ’Barry’ fra at få deres serie-fix.
Virkede i webbrowser
Især Sydamerika blev hårdt ramt i forhold til at få HBO Go til at virke, som det kan ses på nedbruds-kortet herunder. Det kommer fra websiten Downdetector, hvor flere end 5.000 mennesker klagede over problemerne i timen op til premieren.
I skrivende stund er der ikke kommet nogen forklaring på problemet. Men HBOs streamingtjeneste fungerer ligesom de fleste andre streamingtjenester ved, at centrale HBO-servere lader dig vælge, hvad du vil se, og derefter skiftes der over til et Content Delivery Network (CDN), hvor indholdet streames fra servere, der rent geografisk er tættere på brugerne.
Det ville normalt betyde, at det netop ikke ville være et verdensomspændende fænomen, når serverne går ned ved en stor premiere, så der er meget, der tyder på, at fejlen opstod i selve overgangen fra HBO-serverne til CDN’en, når afsnittet blev ”bestilt” fra streamingbokse.
Visse andre løsninger virkede nemlig fint. Flere brugere rapporterede at kunne se premiereafsnittet fra HBOs hjemmeside gennem en webbrowser. Det betyder dog samtidig en lavere opløsning, højere kompression og ikke mindst et farvel til 5.1-lyden, så der var ikke helt lige så meget data, der skulle flyttes i den situation.
Forhåbentlig er problemerne løst, når danskerne åbner HBO Nordic-app’en mandag for at se sæsonpremieren.
HBO GO being down right now when you have waited two years #GoTS8 #GameOfThornes pic.twitter.com/E3dbPzlLFW
— Cody's Hot takes (@comdrcody4) April 15, 2019
OPDATERET: Danmark også ramt
Dem som håbede at HBO Nordic ikke ville blive ramt af problemer, må desværre se at også den danske HBO er ramt af store tekniske problemer. På Twitter skriver HBO Danmark lige nu.
https://twitter.com/HBOdk/status/1117679094630703104