Forside * Nyheder

TDC: Nuuday er det nye selskab for YouSee & Co.

-
Foto: recordere.dk

TDC Group er i gang med at skabe to nye selvstændige virksomheder, et for infrastruktur og et for kunderne.

Tidligere hed de to grene af TDC Group henholdsvis NetCo og OpCo.

NetCo er infrastrukturselskabet, som skal fokusere på at bygge Danmarks bedste netværk baseret på fiber og 5G og med adgang for alle operatører i Danmark.

Annonce:

OpCo skifter nu navn til Nuuday (udtales new day), der skal levere digitale tjenester og favner alle TDC Groups kunderettede brands som f.eks. YouSee, Telmore og TDC Erhverv.

“Vi lever i en stadig mere digitaliseret verden, og i Nuuday tilstræber vi at udvikle tjenester, der ved hjælp af teknologi kan gøre hverdagen lettere. Vores fokusområder er fortsat underholdning samt netværk-, cloud- og teletjenester, men i dag er et stort skridt på vejen mod at blive en selvstændig virksomhed. Det giver os en unik mulighed for virkelig at styrke vores forretning til gavn for vores kunder”, fortæller Jaap Postma, koncerndirektør for Nuuday og fortsætter:

“Vores nye navn symboliserer, at det er en ny dag for os og for vores kunder, og vi vil bruge energien i at starte på ny til at blive en endnu mere innovativ og kundeorienteret virksomhed”.

Fremadrettet vil underholdning og cloud-løsninger være vigtige strategiske dagsordener i det nye selskab, og Nuuday annoncerer i dag to konkrete initiativer, der tager afsæt i selskabets investeringsbaserede strategi.

Nuuday beskæftiger omkring 4.500 medarbejdere på tværs af Danmark og har mere end 6 mio. privat- og erhvervskundeforhold. Selskabet bliver et datterselskab af TDC Group.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.