Forside * Featured

Kvarterets indbrudskatalog: Bluetooth kan afsløre hjemmets elektronik

-
Foto: Shutterstock.com

I takt med at flere og flere produkter får Bluetooth med længere rækkevidde, der kan de også udgøre et katalog for indbrudstyve.

Bluetooth er en praktisk protokol til at forbinde lyd, betjening og opsætning mv. sammen, både i og udenfor hjemmet.

Den seneste Bluetooth 5 har firedoblet rækkevidden. Hvor rækkevidden tidligere var begrænset til kortere afstande mellem rum, så kan Bluetooth 5 dække et helt hus. Udendørs har forsøg med drone, udført af Nordic Semiconductor, har vist at Bluetooth 5 kan række op til 750 meter, hvis der er frit sigte.

Annonce:

Det betyder at Bluetooth også kan række udenfor hjemmet og det har en bagside. Hvis ens elektronikprodukter præsenterer sig med et sigende navn eller produktbetegnelse, så kan der være mulighed for at opsnappe det udenfor.

Den slags kan misbruges af eksempelvis indbrudstyve. Tyven vil kunne lave et katalog over hjem der kunne være interessante at bryde ind i, baseret på oplysninger fra tilgængelige Bluetooth-enheder.

 

En tur rundt i et kvarter

Recordere.dk har afprøvet det. Med en smartphone i hånden gik jeg en tur i et villakvarter et sted i Danmark, og undervejs kiggede jeg på hvilke Bluetooth-enheder som telefonen blev præsenteret for.

Jeg loggede ikke noget og lavede ikke selv noget katalog. Jeg observerede bare hvad der dukkede op og forsvandt igen på Bluetooth-forbindelsen, mens jeg gik på fortovet til offentlig vej. Jeg stoppede heller ikke op for at undersøgte noget nærmere, som tyven måske ville gøre. Jeg gik blot en tur rundt i kvarteret.

Da jeg indledte gåturen kunne jeg ikke lade være med at tænke: At hvis jeg nu var den kriminelle, ville det så vække opsigt at gå rundt der med sin smartphone fremme? Det var ved at blive mørkt, og sådan en telefon lyser jo op i mørke.

Svaret fik jeg senere: Nej, tværtimod. De fleste af dem jeg mødte på min vej havde selv smartphonen fremme. Hundelufterne, teenagerne, de fleste gik de selv og kiggede på deres telefoner.

 

Flere Bluetooth-enheder præsenterede sig

Det første der præsenterede sig på Bluetooth var en enhed der var kaldt det samme som et af hjemmets rum. Dejligt anonymt og intetsigende, det ville en potentiel tyv ikke kunne bruge til et katalog.

Det var langt fra alle huse jeg passerede hvor der var aktive Bluetooth-enheder der kunne række ud til vejen. En del af forklaringen er nok at mange enheder fortsat er Bluetooth 4.x med den kortere rækkevidde.

Det næste jeg mødte var en soundbar og en smartphone. Begge præsenterede sig på Bluetooth med fabrikant og modelnummer.

Så dukkede en streamingforstærker op, præsenteret med modelnummer efterfulgt af ‘BT’ (for Bluetooth). Det jeg mødte flest af var dog mobiltelefoner og håndfri installationer i biler, men ind imellem dukkede der andre produkter op. Produkter jeg vurderede kunne være interessante for en indbrudstyv.

Der var en højttaler fra et kendt luksusbrand der præsenterede sig med navn+modelnummer, adskillige smart tv der præsenterede sig med fabrikant, modelnummer og endda størrelse i tommer. Smart, så kan tyven jo lige nå at vurdere om 49″ er for småt og 65″ for stort at bære rundt på.

Der var også computere, både desktop og laptop, som præsenterede sig, og også her var der produkter iblandt som jeg vurderede kunne være interessante for en indbrudstyv. En dyr elbil præsenterede sig også på Bluetooth. Så den ikke ved vejen, den holdt nok inde i garagen.

 

Vær bevidst om hvad Bluetooth udsender

Vores uvidenskabelige tjek af hvad Bluetooth præsenterer, overfor forbipasserende på offentlig vej, viste at her er et område man som forbruger af elektronikprodukter bør være bevidst om.

For her kan en potentiel indbrudstyv hente oplysninger om hvad der står indenfor, og dette uden at luske rundt på privat grund og kigge ind af vinduerne.

Herunder har vi samlet nogle gode råd til hvordan man kan sikre sig bedre mod at det misbruges, så produkterne ikke ender i ‘kvarterets indbrudskatalog’.

 

Præventive råd om Bluetooth

Vær opmærksom på hvad elektronikenhederne i hjemmet udsender af information.

Tænk over om Bluetooth-enheden nu også ligefrem behøver hedde noget der indeholder fabrikant eller et genkendeligt modelnavn. Mange produkter giver mulighed for at skifte navn på enheden, og dermed også hvilket navn der præsenteres på Bluetooth.

Brug hellere intetsigende navne som ‘Stue’, ‘Værelse’, ‘Kontor’, ‘Køkken’ osv.

Tjek eventuelt om der er en mulighed for at slå visningen af Bluetooth-navnet helt fra, hvor produktet fortsat virker med Bluetooth og de enheder det er parret med, men ikke præsenterer sig på Bluetooth.

Bruges Bluetooth slet ikke på et produkt? Overvej at slå det fra hvis muligt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.