Ring ikke tilbage til ukendte numre. Det kan være en fælde der koster dyrt.
Fupopkald kan ende som en dyr affære. Ihvertfald hvis man ikke nåede at tage telefonen og efterfølgende ringer nummeret op for at tjekke hvem opkaldet var fra.
Det viser en afgørelse i Teleankenævnet. Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Årsagen er at de numre som fupopkaldene kommer fra typisk er overtakseret. Det betyder at det koster mere end normal takst at ringe til nummeret.
“Selvom det kan virke fristende at ringe tilbage, så tænk dig altid godt om, hvis nummeret er ukendt. Foregår opkaldet for eksempel til satellittelefoner, kan det koste dig mange penge, fordi taksterne er meget høje”, fortæller forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.
I sagen fra Teleankenævnet kunne teleselskabet dokumentere, at forbrugeren via sit SIM-kort to gange havde ringet tilbage til et nummer, der startede med +008818. Heraf var et af opkaldene af længere varighed.
Opkaldene kostede kr. 45/minut, og den samlede regning endte på 1.700 kroner.
Teleselskabet var ikke bekendt med at det var et fupnummer, og fik derfor medhold i Teleankenævnet at forbrugeren hæftede for beløbet.
“Udgangspunktet er, at du skal betale for det forbrug, der er registreret på dit SIM-kort. Det gælder også, selvom det drejer sig om opkald til fupnumre. Så der er ekstra grund til at være forsigtig. En hjælp kan være at tjekke, om andre har erfaring med nummeret, fx via en søgning på nettet”, fortæller Susanne Aamann.
Under sagen kom det frem at nummeret allerede var spærret hos et andet teleselskab. Teleankenævnet anbefaler teleselskaberne at udveksle sådanne oplysninger, så når et selskab spærrer et telefonnummer, så bliver de øvrige teleselskaber orienteret om det.