Det er faktisk forkert at kalde en foldelig telefon for “foldelig” eller “foldbar.”
Foldelige telefoner er i virkeligheden bare bøjelige, og de kan ikke foldes helt sammen. Det kan man se på både Huawei Mate X og Samsung Galaxy Fold, hvoraf sidstnævnte måske i virkeligheden har et lidt forkert navn.
I begge tilfælde foldes skærmene ikke fladt sammen. På Fold er der en tydelig afstand mellem skærmfladerne, der hvor de møder hinanden. Mate X-skærmen har en afrundet ”ryg”, når den er foldet sammen, snarere end en skarp fold.
Det sidste kan nemlig slet ikke lade sig gøre endnu. Det skyldes ikke mindst det materiale, der sidder foran skærmen, som jo både skal være holdbar og foldbar. Materialet skal kunne modstå stød og ridser, men skal samtidigt kunne bøjes nok til at enderne rammer hinanden.
Denne pointe er ikke bare udtryk for en holdning, der kommer fra nærværende forbrugerteknologi-site. Det er tværtimod en konklusion, der kommer fra en mand, der ved noget om smartphoneskærme og især deres holdbarhed. Det er John Mauro, der tidligere har arbejdet hos Gorilla Glass-producenten Corning i 18 år, og nu er professor ved Pennsylvania State University.
Han forklarer til Wired, at ovenstående dilemma er grunden til at Samsung og Huawei har valgt at sætte plastik foran OLED-panelerne i Mate X og Fold. Og det er ikke optimalt. Der er en grund til at der sidder glas i alle andre smartphone-topmodeller.
Glas mere elastisk end plastik
Plastik har det med at blive ridset meget hurtigere end glas, og som en af Motorolas produktchefer gjorde opmærksom på for nylig, så betyder valget af plastik, at f.eks. Huaweis Mate X-skærm begynder at ”dø fra første dag, den bliver brugt”.
John Mauro fortæller, at ”Molekylerne i glas er struktureret på en mere rigid facon. Det betyder, at glas kan være mere elastisk. Glasstrukturer kan vende tilbage til deres oprindelige form efter at være blevet deforme”, hvor plastikmolekylerne ”er nemmere at omarrangere” på en mere permanent måde.
Med andre ord kan glasskærme måske give en fladere foldning, men kan helt sikkert være mere modstandsdygtig overfor ridser med mere. Hos Corning er de igang med at udvikle en ny udgave af Gorilla Glass, der kan bruges med foldbare skærme. Der er bare lige et lille problem, der skal løses først: Hvordan universet er skruet sammen.
Som John Bayne fra Corning udtaler: ”Med glas udfordrer vi fysikkens love. For at kunne få en tæt folde-radius, er du nødt til at gøre glasset så tyndt som muligt. Men det skal samtidigt være modstandsdygtigt overfor at blive tabt eller skadet på anden vis”.
Corning arbejder lige nu på glas med en bøjningsradius på tre til fem millimeter og en tykkelse på 0.1 millimeter, der forhåbentlig er klar til når de foldbare/bøjelige smartphones kommer ned i en pris, der er til at betale for almindelige mennesker.