I forhold til Netflix, Amazon og alle de andre, tales der ikke ret meget ved kaffeautomaten om YouTubes originale, eksklusive indhold.
Det skulle da lige være med undtagelse af ’Cobra Kai’. Serien, der ligger i direkte forlængelse af 1980’ernes ’Karate Kid’-film (altså de ”rigtige” film med Ralph Macchio, der ikke rigtigt inkluderer ’Karate Kid IV’ og den efterfølgende reboot med Jaden Smith), og handler om at karate-knægten nu er blevet karate-voksen.
I nutidens ’Karate Kid’-verden sælger hovedpersonen fra disse film, Daniel Larusso, biler i San Fernando Valley-delen af Los Angeles. Og ikke som en eller anden trist brugtbilsælger-type, men derimod i en flot og stort og meget succesrig bilbiks, der ligger i hård konkurrence med de andre lokale sælgere.
Den triste skæbne er derimod tilfaldet Johnny Lawrence, der var Daniels ærkefjende fra den brutale og uetiske karateklub Cobra Kai. Han lever et noget taber-agtigt liv, men får succes ved at genstarte Cobra Kai-dojo’en, der ellers var blevet bandlyst fra lokalområdet på grund af dens dårlige omdømme.
Første sæson handlede således om, hvordan Johnny Lawrence forsøger at forbedre sig selv og sit liv og komme på benene igen, mens Daniel Larusso både prøver at hjælpe ham, men senere forsøger (ganske metaforisk) at spænde ben for ham, da han opdager at Cobra-Kai er blevet startet op igen.
Både sjov og spændende
Tingene bliver ikke bedre, da Johnny Lawrences utilpassede søn, som han ikke rigtig har et forhold til, finder en ny mentor i…Daniel Larusso. Sidstnævnte havde ellers lagt karate på hylden, men vælger at starte en dojo opkaldt efter hans gamle sensei og mentor, Mr. Miyagi.
Her efterlod vi serien, da første sæson sluttede. Men, som overskriften ovenfor antyder, så er anden sæson nu ved at være klar. Den første teaser-trailer for sæson 2 er lige blevet sluppet løs af YouTube, og her ser vi, hvordan konkurrencen mellem de to dojo’er får et nøk opad.
Men der er også antydninger af, at den sans for selv-parodisk humor, der heldigvis kendetegnede første sæson, og er til stede i nummer to. Det er tydeligt, at Daniel Larussos kone stadig synes, det er lidt noget pjat at to voksne mænd går så meget op i deres indbyrdes strid. Og til allersidst får vi et indblik i den smagløshed, der gjorde Johnny Lawrence til så sjov en karakter i den første sæson.
Alle afsnit af Cobra-Kai sæson to lander 24. april og kan ses med medlemsskab af YouTubes Premium-tjeneste.