Forside * Nyheder

AirPower lever – og kan være lige på trapperne

-

Det ser ud som om, Apple langt om længe har løst sine problemer med AirPower.

Den trådløse ladeplade i klassisk Apple-design blev vist frem for halvandet år siden, men modsat alle de andre produkter, der blev vist frem i efteråret 2017, er den ikke dukket op endnu. I følge flere kilder har Apple haft problemer med at AirPower overopheder.

Annonce:

Dette skulle især være problemet, når man forsøger at lade hele tre ting op på én gang, som f.eks. Apple Watch, iPhone og AirPods. De sidstnævnte har heller ikke været tilgængelige i en version, der kunne oplades trådløst indtil nu. Og det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt AirPower nu endelig kunne være på vej.

Men der er mere håndfaste tegn i sol og måne på, at dette er tilfældet. Hvor de fleste Apple-websites rundt på kloden har fjernet alle henvisninger til AirPower, er der nu dukket et nyt foto op af AirPower (se herover) på Apples australske website, hvilket MacRumors har fået øje på.

Billedet er ganske vist baseret på et ældre produktbillede, men baggrunden på iPhone-skærmen er ny, hvilket er et klart signal om at AirPower ikke er død og droppet, sådan som nogle Apple-observatører har spået.

 

Godkendt til produktion

På billedet er der kun to ting, der bliver ladt op, nemlig en iPhone XS og en AirPods-æske. Intet Apple Watch, som på de oprindelige PR-billeder. Det har fået nogle Apple-fans på sociale medier til at foreslå, at Apple har løst overophednings-problemet ved kun at tillade opladning af to ting på én gang og ikke tre.

Det er stadig muligt at dette er tilfældet. Men Guilherme Rambo, der er kendt for at finde afsløringer i Apple-kode, skriver på Twitter at AirPower i hvert fald stadig understøtter Apple Watch ifølge kode, han har kigget i (se herunder). Så Apple Watch er næppe udelukket, det kan måske bare ikke lades op sammen med mere end en enkelt anden device.

Endelig skrev Wall Street Journal igår, at Apple allerede har godkendt ladepladen til produktion, og at dette faktisk skete tidligere på året. Apple har annonceret en hel række nye hardware-produkter i løbet af denne uge, så de ikke tager opmærksomheden fra den streamingtjeneste, de lancerer på mandag.

Det kan derfor være en god idé at holde øje med overskrifterne senere i dag eller i morgen. Det kunne være, der dukkede en AirPower op.

 

 

Opdatering

Apple har nu fjernet billedet af AirPower fra deres hjemmeside.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.