Kortfilm har ofte svært ved at finde et stort publikum, fordi de ikke passer ind biografernes skemalægning og fordi seerne ikke er vant til at se dem på streamingtjenesterne.
Det vil filmmesteren David Fincher nu lave om på, sammen med ’Deadpool’-instruktøren Tim Miller. Hvad gør man, hvis folk ikke vil se individuelle kortfilm? Man grupperer dem, naturligvis!
Det er i hvert fald det, der er formålet med ’Love, Death & Robots’, der er en samling af kortfilm fra hele verden, produceret af de to filmskabere nævnt ovenfor. Samlingen præsenteres af Netflix som ”Et 185 minutter langt genre-orgie med historier, der ikke er passende for mainstream-publikummet”.
Det lyder jo lige som noget for science fiction- og horrorfans, og disse er da også to af de genrer, der dominerer blandt de 18 animerede og cgi-dominerede kortfilm, der udgør ’Love, Death & Robots’. Det er tydeligt, når man ser den vilde trailer, som Netflix har sendt ud, og som kan ses herunder.
De to producere gik sammen med Netflix ud til filmskabere fra hele verden for at få det varierede og mangfoldige udtryk, som ’Love, Death & Robots’ tilsyneladende er eksponent for. Ifølge Netflix er ”Den samlede liste af historier sammensat af udforskninger af emner såsom racisme, politik, krig, den menneskelige natur og spørgsmålet om fri vilje”.
Til et ganske særligt publikum
”Antologien spænder over genrer som science fiction, fantasy, horror og komedie”, skriver Netflix, ”og hver kortfilm har sin egen animationsstil, fra traditionel 2D-animation til fotorealistiske 3D-CGI”. Netflix forklarer endvidere, at det især er 1970’ernes ”eklektiske” tegneserier, der har inspiereret Fincher og Miller til at frembringe den lange samling.
Traileren går så hurtigt, at det faktisk er værd at bruge nogle minutter på at sætte den på pause engang imellem og se, hvad der sker i billedet. På den måde kan man blandt opdage en klassisk ’Blue Screen of Death’ fra PC’er, hvor der dog står noget lidt andet i teksten, end PC-brugerne er vant til.
Man kan også lægge mærke til, at der i den parodiske censur-erklæring i starten meddeles, at klippet kun er tiltænkt et ”modent” publikum, som det normalt hedder sig i amerikanske tv-serieafsnit og film for voksne. Men lige inden, selve traileren går igang, kan man se ordet ”mature” bliver skiftet ud med ”messed up”…blot i tilfælde af, man skulle være i tvivl om, hvem antologien er tiltænkt.
’Love, Death & Robots’ lander på Netflix 15. marts.