Selv om LG kæmper med at få mobilsalget op på niveau med f.eks. firmaets TV-salgstal, kan man ikke beskylde dem for at være uopfindsomme. Det beviser de igen med G8 og 5G-phablet’en V50, begge med efternavnet ThinQ.
LG har i mange år forsøgt at skubbe til udviklingen på smartphone-området. Allerede på G2-modellen fra 2013 flyttede de som den første, store smartphone-producent fingeraftrykslæseren om på ryggen af telefonen for at få skærmen længere ud til kanten. Begge dele viste sig at blive vedholdende trends.
I 2016 forsøgte de sig, også som en af de første mobilproducenter, med at indføre modularitet i smartphones, dengang med LG G5. På deres V-serie har de som en af kun meget få producenter sat en DAC i høj kvalitet ind til dem, der sætter pris på god lydkvalitet, når de hører musik.
Vink til din telefon
Siden er der kommet nyt lederskab på mobilfronten hos LG, og firmaet har i de sidste par år holdt lidt lav profil, især efter aflysningen af MWC-lanceringen af G7 sidste år. Smartphonen endte dog med at komme ud alligevel.
I år har LG så rent faktisk annonceret to smartphones på MWC, og det er G8 ThinQ og V50 ThinQ, opfølgerne i firmaets to primære serier. G8 ThinQ er ud over at være firmaets primære smartphone-flagskib også der, hvor man finder de mest grænseafprøvende funktioner.
F.eks. har LG valgt at inkludere en håndaftryks-scanner til sikkerhedsfunktioner. Du kan vælge at lade din håndflade blive scannet i stedet for ansigtet eller fingeraftrykket (disse to sikkerhedsfunktioner er dog også stadig inkluderet).
Håndfladescanningen er en del af en måske lidt mere brugbar teknologi, der lader dig bruge håndbevægelser ud i luften til at styre telefonen med. Du kan besvare opkald, bladre på skærmen og meget andet, ved at gestikulere ud i luften 10-15 centimeter over eller foran telefonens front.
Der er gjort noget særligt ud af lyden
LG meldte allerede før MWC ud, at G8’eren springer også med på en ny trend, der primært er set på tv-skærme, hvor den indbyggede højttaler til telefonsamtaler smides ud. I stedet vibrerer skærmen og genererer lyden ad den vej. Skærmen er i øvrigt en 6.1” OLED skærm med en opløsning på 3120×1440 pixels. Den er lavet i Gorilla Glass 6 og understøtter HDR 10.
LGs G-serie har tidligere haltet lidt bagefter på processorfronten for at gøre plads til andre ting, men det er ikke tilfældet med G8. Den kører med 2019-standarden for CPU-chipset i Android-telefoner, Snapdragon 855, som har 6GB RAM at lege med.
Der er 128GB lagerplads, der kan udvides med op til 2TB via microSD. Batteriet er måske lige på den minimale side for 2019 med 3500 mAh, men til gengæld har LG inkluderet den Quad DAC, der også sidder i V-serien. Det betyder naturligvis også, at den stadig har et hovedtelefon-minijackstik.
LGs smartphone har aldrig været kendte for deres fantastiske kameraer, men G8 har dog en enkelt ting på kamerafronten, der løfter den lidt op i højderne. En infrarød ”Time-of-Flight”-sensor er blevet tilføjet på fronten, sådan at G8s ansigtsgenkendelse er mere i stil med Apples Face ID end med mange af de andre Android-telefoner, der blot benytter sig af billedanalyse fra selfie-kameraet.
Nu vi taler om kameraerne, så har LG valgt at gøre som landsmændene hos Samsung og rivalerne hos Huawei: De har lavet flere versioner af det samme flagskib. G8 kommer også i en billig version, der hedder G8S, og en premium-model, der har et ekstra kamera.
Køb en ekstra skærm til din V50
På den normale model får du to kameraer, et hovedkamera på 12MP og en blændeåbning på f/1.5, samt et vidvinkelkamera på 16MP og en blændeåbning på f/1.9. Køber du premium-modellen, får du en ekstra telefoto-linse på 12MP og en blændeåbning på f/2.4. Selfie-kameraet er på 8MP. LG G8 ThinQ er samtidig IP68-certificeret og kan derfor godt tåle lidt vand, men den er samtidig også certificeret efter det amerikanske militærs MIL-STD 810G-standard, hvilket reelt betyder at du kan tage den med i krig.
Ud over G8 ThinQ har LG som nævnt også vist den nye V50 Thinq frem under MWC. V-serien sælges ikke officielt i Danmark, men kan købes hos de vanlige netbutikker med parallelimport. V50 er reelt set en V40 med 5G og opgraderinger på processor- og batterifronten. Ligesom G8 kører den med Snapdragon 855 og såvel 5G som den kraftigere processor stiller større krav til batteriet, der derfor er blevet skruet op på 4.000 mAh.
Også her har LG dog valgt at være lidt innovative. Firmaet havde allerede meldt ud, at de ikke ville springe med på den foldbare bølge ved dette års MWC, så i stedet har de lavet et cover med en ekstra skærm til V50. Ja, du læste rigtigt. Du kan simpelthen købe et cover med en ekstra 6,2-tommers skærm, der gør V50 til en slags foldbar telefon i en formfaktor, der minder om en Nintendo 3DS eller samme firmas gamle Game and Watch-spil fra 80’erne.
V50 ThinQ skulle komme til Europa i starten af sommeren, men vi har endnu ikke en pris på den. Det er tidligere end normalt, for V-serien slippes som regel løs i løbet af efteråret. G8 ThinQ forventes at lande inden V50 ThinQ, men LG har endnu ikke villet ud med hverken releasedato eller pris.