TV-distributøren vil give YouSee, Hiper og Fastspeed kamp til stregen på bredbånd.
Forleden dag kom det frem at Boxer TV havde skiftet navn til Boxer, og erhvervet domænet boxer.dk fra en undertøjsforretning (der dog ikke er flyttet ud endnu). En strategi de selv kalder Boxer 3.0, om at få flere ben i forretningen.
Boxer har i dag ca. 250.000 tv-kunder og 10.000 bredbåndskunder (ADSL). Nu satser de på at give YouSee og Hiper kamp til stregen på deres egen hjemmebane, TDCs coax net der benyttes til kabel-tv og bredbånd.
“Bredbånd over kabel-tv-nettet bliver første etape i vores nye strategi. TDC har stort set kabel-tv-nettet for sig selv, så der er et hul i markedet, vi vil sætte os på”, fortæller adm. dirketør i Boxer, Ulf Lund, til Finans, og fortsætter:
“Det er kun Hiper, som TDC købte i oktober, der rigtig har givet TDC konkurrence på kabel-tv-nettet. Men jeg tror på, at vi kan lokke TDC-kunder over til os ved at give dem et stærkt og billigt alternativ”.
Boxer bliver dog ikke eneste i ringen. Ved ringside står nystartede Fastspeed, der har samme forretningsmodel: At levere billigere bredbånd via eksisterende coax- og fiber-net.
Angående fibernet så er det også en del af Boxers strategi, at kunne levere bredbånd via fiber.
“Planen er at være til stede på alle fibernet, når de bliver åbnet. I første omgang skal vi selvfølgelig ind på SE-koncernens fibernet”, Ulf Lund til Finans. Det er SE der ejer Boxer og Stofa.
De nye Boxer bredbåndstilbud lanceres inden sommer. Konkurrenten Fastspeed åbner i løbet af foråret.
Så 2019 ser ud til at blive et år med skærpet konkurrence på bredbånd.