Forside * Featured

Nokia klar til at relancere PureView-kameraerne

-

Finske HMD Global, der har vakt Nokia-brandet til live igen, er nu klar til at relancere endnu et Nokia-relateret varemærke.

Det er PureView, som mange af Recorderes læsere sikkert kan huske fra især modellerne Nokia 808 og Lumia 1020. Disse smartphones revolutionerede i sin tid smartphone-kameramarkedet ved at indføre en unik sampling-teknologi og levere opløsninger på op til 40 megapixel – hvilket er højt selv efter nutidens standard.

Annonce:

De gode kameraer var imidlertid ikke nok til at redde Nokia, der siden blev solgt til Microsoft og derefter lagt ned som smartphone-brand, indtil HMD Global overtog rettighederne til navnet i 2017. I august sidste år lykkedes det så også HMD Global at overtage PureView-navnet, og det har de tilsyneladende tænkt sig at fejre ved at lancere en smartphone med fem kameraer bagpå.

Der ser ud til at være et kapløb igang lige nu, hvor smartphone-producenterne prøver at proppe så mange kameraer ind i smartphones som muligt. Vi ved ikke præcis, hvor mange kameraer, der sidder foran på Nokia 9 PureView, som smartphonen hedder, så det samlede antal sensorer er endnu ikke kendt.

Men bagpå sidder der mindst fem kameraer, viser en ny reklamefilm, der er blevet lækket af MySmartPrice, efter også mesterlækkeren Evan Blass har smidt et PR-billede ud på nettet af smartphonen.

Ti gange så meget lys

At dømme efter disse informationer skal Nokia 9 PureView ses lidt som et svar på Samsungs Galaxy A9, det vil sige en smartphone med mellemklasse-computerkraft og rigtig mange kameraer. HMD Global har nemlig tilsyneladende valgt at sætte et Snapdragon 845-chipset fra 2018 i telefonen i stedet for 2019-versionen, Snapdragon 855. Chipsettet får 6GB RAM at lege med, og der er 128GB lagerplads.

Skærmen skulle være en 6 tommers ”2K”-skærm, så det betyder formentlig en opløsning på 1920 x 1080 eller deromkring, og den skulle understøtte HDR10. Styresystemet er Android One, hvilket også peger i retning af en mellemklasse-telefon og måske tilmed en lav pris.

Hvad er det så, man kan med de mange kameraer? Ifølge de ovenstående lækager skulle de fem kameraer arbejde sammen om at skabe et meget højt detaljeniveau og de skulle kunne tage imod helt op til ti gange så meget lysindfald som andre smartphones. Og som altid er det Carl Zeiss, der har leveret linserne.

Det er omtrent, hvad vi ved indtil videre, men det varer nok ikke så længe, inden vi får flere detaljer om Nokia 9 PureView. Rygterne siger nemlig, at Nokia/HMD Global allerede vil annoncere telefonen her i januar, og ikke vente til februars MWC-messe som alle andre. Hvem ved, måske dukker den endda op på CES, der kun er få dage væk.

 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.