Forside * Featured

iTunes og AirPlay 2 er på vej til Samsungs Smart TV

-

Apple tager nu for alvor hul på fremtiden som streamingtjeneste-leverandør, og ærkerivalen Samsung er den første TV-kunde.

Det er ikke ret længe siden, en overskrift som den ovennævnte ville have været helt utænkelig. Ud over at Apple og Samsung er ærkerivaler på mange områder, og især på smartphones, så har Apples strategi hele tiden været at fastholde et lukket, men velfungerende økosystem.

Annonce:

Nu bryder Apple dog ud og gør klar til at deres iTunes-brand kan findes andre steder end på Apple-produkter. Det har de naturligvis allerede gjort tidligere ved at lade iTunes-programmet og Apple Music være tilgængelig på både Android og Windows.

Vi har imidlertid ikke tidligere set, at iTunes’ videoudbud bliver tilgængelig direkte på tv-skærmen og slet ikke ligefrem i en app, der er tilgængelig fra TV’ets app-menu. Det har hidtil været forbeholdt Apple TV-boksen.

 

iTunes-brandet i front

Men nu kommer det altså ud over Apple TVs grænser, og fokus bliver på film og tv.

Det bevidnes af, at iTunes-app’en helt præcis hedder ’iTunes Movies and TV Shows’, som det kan ses på billedet ovenfor.

App’en kommer som standard på alle Samsungs Smart TV-modeller fra 2019, og 2018-modellerne vil kunne få app’en ombord med en senere software-opdatering. Det meddeler Samsung i en pressemeddelelse.

Lanceringen sker i 100 lande samtidigt, så det virker usandsynligt, at Danmark ikke skulle være iblandt. Faste læsere vil naturligvis allerede vide, hvorfor Apple gør dette strategiske træk netop nu. Det kan synes overraskende, men i virkeligheden valget af partner det eneste, der overrasker.

Apple har i længere tid været på vej med en konkurrent til Netflix, Amazon, YouTube og de andre streamingtjenester med originalt og eksklusivt indhold – og i oktober lød rygtet netop, at det ville blive lanceret i 100 lande samtidigt.

Der er blevet kastet masser af penge efter produktioner i Hollywood, hvor mange imidlertid har kløet sig i hovedbunden og stillet spørgsmålet: ”Hvornår kommer Apples streamingtjeneste og hvad skal den hedde?”

Nu ved vi altså lidt mere. Det ser ud som om, Apple har tænkt sig at holde sig til iTunes-navnet og simpelthen gøre deres videoudbud tilgængelig som en app på forskellige platforme, med Samsungs Smart TV-modeller som åbningssalut.

 

AirPlay 2 på Samsung-skærme

Dermed kan iTunes-brugere få adgang til film, de har købt igennem tiden, men også leje film som de plejer, helt uden at skulle koble en Apple TV til.

Det virker overvejende sandsynligt, at det også vil være ad denne vej, det eksklusive indhold bliver tilgængeligt – eller også er Apple blot i gang med at vænne brugerne til, at deres apps og tjenester også kan findes på TV-platformene, med henblik på senere at lancere en abonnementsbaseret Apple Video-pendant til Apple Music.

Oven i iTunes vil det formentlig også glæde mange, at Samsungs 2019-modeller også får AirPlay 2 ombord, sådan at der kan streames video, musik, fotos med mere direkte til skærmen fra Apple-enheder.

Hvis AirPlay 2  ligesom iTunes Movies and TV Shows også er på vej til andre TV-fabrikanters skærme, bliver argumentet for at købe en Apple TV svækket ganske voldsomt.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.