For at løfte, hvordan vi lytter, inviterer HiFi Klubben til HiFi Day onsdag den 6. februar. Her afspilles 99 af musikhistoriens største værker på et hi-fi-anlæg – præsenteret af lokale eksperter.
Musik kan være magisk, men i en travl hverdag henvises musik ofte til en rolle i baggrunden som lydtapet eller som underholdning på cykelturen. Og der kan gå længe imellem de intense, prioriterede lytteoplevelser, hvor man sætter sig og hører et musikalsk værk fra ende til anden. Til HiFi Day den 6. februar afspiller HiFi Klubben 99 forskellige albums – et i hver af 99 butikker i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland og Holland.
Den danske hi-fi-forhandler har i samarbejde med musiktjenesten TIDAL udvalgt 99 værker, som hver især bliver formidlet af en lokal ekspert eller musikentusiast, der giver en musikkyndig indføring i værket og dets betydning.
“Vi vil give danskerne muligheden for at opleve, hvordan nogle af de største værker lyder i deres originale form. Der sker noget magisk, når vi giver os tid til at lytte til et album i hele sin længde, og når det afspilles på et sublimt anlæg og under de rigtige forhold, træder detaljer og lag frem, som man ellers hverken bemærker eller påskønner”, siger Martin Kjær Skou, der er ansvarlig for HiFi Day hos HiFi Klubben.
Optimale lytteforhold skaber fokus
Ved at invitere indenfor til HiFi Day vil HiFi Klubben sætte fokus på deres overordnede ambition om, at vi skal lytte mere. Uanset hvilken kunster og hvilket af de 99 værker, der er i centrum, hylder arrangementerne det udvalgte album og produktionen af den gode, klare lyd.
“Vi lytter på en anden måde i dag, hvor musikken stort set altid er tilgængelig og lige ved hånden. Men det er vigtigt, at vi også en gang imellem fokuserer fuldt på musikken og giver os hen, hvis vi skal have den fulde lytteoplevelse. Til HiFi Day indretter vi derfor et særligt lytterum, så man kan lytte til et musikalsk mesterværk i sin fulde længde uden afbrydelser og på et hi-fi-anlæg, som er optimeret til at gengive mesterværket i sin originale form”, siger Martin Kjær Skou.
HiFi Day er en årligt tilbagevendende begivenhed og en del af HiFi Klubbens Welcome Listeners-koncept, som sætter fokus på, at vi skal lytte mere.