Nu er det muligt at købe Sony MicroLED til skærme i erhverv og privat.
Sony har tidligere vist MicroLED frem på udstillinger, hos dem kaldet Crystal LED.
LED er i denne forbindelse skærme hvor pixelstrukturen dannes af individuelle lysdioder (LED), modsat LED TV som er LCD TV med LED bagbelysning.
Ved MicroLED tænder og slukker de enkelte subpixels hver for sig, og det at pixels kan slukke helt – uden at der kommer lys fra dem – gør sortgengivelsen perfekt.
De nuværende MicroLED-skærme, også dem fra konkurrenten Samsung, bygges op af moduler. Samme teknik som benyttes til storskærme til koncerter, stadions, lysreklamer mv.
Ved MicroLED er de lysdioder der danner de enkelte pixels blot mindre end i de moduler der benyttes til klassiske LED storskærme. Dermed kan der bygges mindre skærme egnet til indendørs installation med kortere betragtningsafstand.
Oprindelig ville Sony have været klar med deres MicroLED moduler sidste år, men de blev forsinket. Men nu er de første leveret til kunder.
Her i Europa er der netop installeret den første skærm hos EDGE Technologies i Amsterdam, Holland. Skærmen her måler 3,2 x 1,8 meter og er bygget op af 32 stk. Sony ZRD-1 MicroLED-moduler.
Hvert Sony ZRD-1 modul måler 403 × 453 mm og har 320 x 360 pixels. Disse moduler kan sættes sammen side om side.
Med det valgte antal moduler er denne skærm på 2560 x 1440 pixels. Højere end full HD (1920 x 1080) men lavere end 4K UHD (3840 x 2160).
Sony fortæller at modulerne sættes sammen uden synlig hul mellem dem. Det hele styres af en inputbox/scaler, en Sony ZRCT-100 Display Controller, der omsætter forskellige inputs til billeder på skærmen.
Der er en 180 graders betragtningsvinkel, der understøttes udvidet farverum og der understøttes 3D med aktive briller.
Der understøttes op til 120 Hz billedfrekvens (refresh rate), 1.000.000:1 kontrast og en lysintensitet op til 1.000 nits.
Til privat brug må den nok anbefales at bygge sådan en skærm ind i en væg, evt. en ‘kunstig’ væg der bygges udenpå en eksisterende, da sådanne MicroLED-moduler er udstyret med blæsere for køling af lysdioder og øvrig elektronik.
Pris og tilgængelighed
Prisen for denne installation er ikke oplyst.
Produktet er på markedet nu.