NVidia Shield, streamingboksen med Android TV, kan nu tale og forstå dansk.
Tilbage i september udkom taleassistenten Google Assistant på dansk. Først til smartphones og sidenhen til Googles egne Home-produkter af smarthøjttalere.
NVidia Shield, der er en kombineret spillekonsol og streaming-boks med Android TV, åbnede også i september op for talestyring via Google Assistant. I første omgang til hjemmemarkedet USA, og for at bruge det i Danmark – på engelsk – måtte Shield-boksen dengang sættes om til USA.
Men nu er Goggle og NVidia i al stilhed blevet klar med dansk tale på Shield. Vi opdagede selv nyheden tidligere i dag, uden at have hørt om det før, så vi ved reelt ikke hvor længe det har været tilgængeligt-
Men nu forstår tv-boksen altså både dansk tale og svarer på dansk. Ja, selvom man henvender sig på engelsk til boksen, så svares tilbage på dansk nu.
Blot tryk på mikrofon-symbolet på fjernbetjeningen og indtal kommandoen, så er du i gang.