Nu får du et klip i kørekortet, hvis du ringer eller sms’er under kørslen, uden at have håndfri betjening.
Nu skærpes straffen for at benytte mobiltelefon under kørslen, uden at have en håndfri betjening.
Samtlige partier i Folketinget har netop besluttet, at det fremover kommer til at koste et klip i kørekortet, hvis man for eksempel taler i telefon eller sender sms’er under kørslen.
“Jeg bakker 100 procent op om budskabet ”Kør bil, når du kører bil”. Det er farligt for en selv, men i høj grad også for andre, hvis man er uopmærksom i trafikken – og uopmærksomhed var da også en væsentlig årsag til sidste års dødsulykker i trafikken”, fortæller transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
Forskning og undersøgelser viser, at risikoen for ulykker øges, hvis man som fører koncentrer sig om andre ting end at køre bil.
“Derfor skærper vi nu reglerne, så man fremover også får et klip i kørekortet, hvis man taler i telefon, skriver beskeder, bruger tablets, indstiller håndholdt gps eller på anden vis bruger håndholdte kommunikationsapparater under kørslen”, slutter Ole Birk Olesen.
Udover et klip i kørekortet giver det også 1.500 kr. i bøde.
Lovforslaget træder i kraft i det nye år, når Rigspolitiet er klar til at effektuere ændringen.