Forside * Nyheder

Fagforeninger går forrest i lønkamp mod streamingtjenester

-
Foto:recordere.dk

Fagforeningen Dansk Journalistforbund, DJ, har overtaget retten til at forhandle løn for medlemmerne overfor streamingtjenesterne.

Medlemmer af Dansk Journalistforbund (DJ) må ikke længere selv forhandle løn med streamingtjenester som Netflix, HBO og Viaplay. Det skriver fagbladet Journalisten.

DJ har smidt det kort der hedder ‘eksklusivt mandat’ og det betyder at de overtager lønforhandlingerne på deres medlemmers vegne i forhold til fiktions- og dokumentar-produktioner. Det skriver journalisten.dk

Annonce:

Fagforeningen organiserer også faggrupper indenfor områder som eksempelvis kamera, lyd og lys, og derfor er deres medlemmer ofte en del af holdet for den type produktioner når der optages i Danmark.

 

Streamingområdet er i fokus

“Vi ønsker at få nogle aftaler på streaming-området. Det har vi ikke kunnet med de hidtidige skridt, derfor er vi nødt til at tage det næste”, forklarer politisk konsulent i DJ Hans Jørgen Dybro til Journalisten.

I Danmark er den en tradition for at filmmedarbejdere får en del af deres honorar via ophavsrettigheder. Altså lidt mindre i løn til selve opgaven mod at få del i de rettighedspenge der optjenes.

De store streamingtjenester er ikke så glade for den model. De vil hellere betale alt ‘up front’ og tilbyder et højere honorar mod afskrivelse af ophavsrettighederne. Det er DJ principielt imod.

“Det kan godt være, den honorering er bedre, men Skuespillerforbundet har lavet undersøgelser, der viser, at det på længere sigt er en dårlig forretning”, forklarer Hans Jørgen Dybro.

 

I alt 6 fagforeninger forhandler nu for deres medlemmer

DJ er en del af Create Denmark, en forening med 10 fagforeninger i den kreative branche. 6 af disse fagforeninger, blandt andet også Skuespillerforbundet og Danske Filminstruktører, har allerede aktiveret deres eksklusive mandater.

Nu hvor DJ går med øges presset mod streaminggiganterne, der får sværere ved at presse den enkelte til at gå med på ringere vilkår.

Disse ‘eksklusive mandater’ for central forhandling er kun aktive for produktioner til streamingtjenester, der ikke allerede er dækket af Producentforeningens overenskomst.

 

Producentforening: Pas på

Hos Producentforeningen ser de en fare for at fagforeningernes kamp kan skræmme streamingtjenesterne væk fra at lave produktioner i Danmark.

“Faren ved de kreatives fremgangsmåde er, at streamingtjenesterne på baggrund af den her udmelding kan lave en iskold kalkule og fremover producere deres indhold et andet sted end i Danmark”, lyder det fra direktør i Producentforeningen, Klaus Hansen, til Journalisten.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.