Vi må vente lidt endnu på Samsungs foldbare smartphone – men der er kamerahak på vej
“Teknologien er produktionsklar og vil blive sat i masseproduktion i de kommende måneder”.
Det var så tæt, vi kom på at få at vide, hvornår den foldbare smartphone, Samsung har teaset med siden 2014, bliver officielt lanceret.
Dermed skal vi formentlig regne med først at se et færdigt produkt, når Samsung holder en ’Unpacked’-event i forbindelse med MWC i Barcelona sidst i februar.
Ordene kom fra Justin Denison, der er Samsungs topchef for mobilområdet i Nordamerika, da han stod for finalenummeret på åbningskeynoten ved Samsung Developer Conference onsdag.
Han havde dog taget en prototype med, så vi kunne se formfaktoren på den foldelige telefon, som rygtemøllen har malet hurtigere og hurtigere om i de seneste måneder.
Prototypen, der dog skulle være ret tæt på det færdige produkt, har en skærm på lidt over 7 tommer, der så kan foldes sammen som en bog og bruges som en almindelig smartphone.
Folk, der går op i smartphone-design vil formentlig med det samme lægge mærke til, at kanterne på prototypen er noget bredere, end vi allerede er blevet vant til med det kantløse design, der lige nu dominerer smartphone-markedet.
”Bogen” er også lidt af en tyksak, når den er foldet sammen, og siden det er i dette format, brugerne kommer til at have telefonen i lommen, skal den første generation af foldbare smartphones fra såvel Samsung, som LG, Huawei og Royole (der kom først til markedet med formatet), nok ses som det første skridt på en længere rejse.
Der er dog ingen tvivl om, at Samsung ser det foldbare display som en vej til helt nye formfaktorer, der bryder med det aflange, rektangulære format, der har været standard siden iPhone kom frem i 2007.
Da Samsung præsenterede firmaets ambitioner, understregede de såvel bogformatet som det sammenrullelige format, og muligheden for at strække displayet ud.
Ny brugerflade
Samsung afslørede dog også, at de er på vej til at gøre som konkurrenterne og begynde at arbejde med kamerahak, som en af de sidste producenter på markedet.
De viste tre displaytyper frem, Infinity U, V og O, der henholdsvis har et V-formet eller U-formet kamerahak, men også et, hvor der er et hul til kameraet ude til venstre i skærmen – hvilket er lidt uventet.
Samsung meddelte, at disse skærmformer er på vej til deres smartphones fra næste år, så det giver en klar indikation af, hvad vi kan forvente fra S10 og Note 10 i 2019.
Det er klart, at disse mange, nye formater kræver et meget fleksibelt UI, der kan understøtte alle mulige slags skærmdimensioner. Derfor har Samsung nu fuldkommen omkonfigureret deres version af Android og givet den et nyt navn: ’One UI’.
Ud over at One UI – med funktionalitet udviklet i tæt samarbejde med Googles Android-hold –kan justere sig selv efter skiftende skærmstørrelser, så har Samsung også benyttet lejligheden til at redesigne nogle essentielle dele af brugerfladen. De har gjort ikonerne rundere og mere intuitive i deres symbolik, og har justeret på farver og kontrast, sådan at tekst og grafik slider mindre på øjnene.
Men den største forandring er formentlig, at Samsung fremover vil dedikere den nederste del af skærmen til interaktion og den øverste del til fremvisning af indhold. Det betyder, at de fleste klikbare funktioner kommer til at ligge i bunden, og at f.eks. popups ikke længere dukker op midt på skærmen, men længere nede, så de er nemmere at nå med tommelfingeren.
Den nye brugerflade kommer både på fremtidige Samsung-smartphones, men også til GALAXY S9 og Note 9. Den bliver vist frem på SDC, hvor vi forventer at få en hands-on-oplevelse og dermed senere kan fortælle mere om, hvordan den virker.
Se også
Flere detaljer om Samsungs foldbare smartphone-format