Amerikanerne er glade for at shoppe på mobilen – og især på Black Friday.
Det står klart efter resultaterne for årets store shoppedag så småt begynder at blive gjort op. Således har Adobe fundet ud af, at hver tredje e-handel på Black Friday i USA skete fra en smartphone.
Adobe, der jo ellers er mest kendt for deres kreative software, laver også e-handelsløsninger, og har derfor mulighed for at lave relativt præcise e-handelsstatistikker. De udgiver ofte rapporter, primært for det amerikanske marked, der før disse statistikker offentlig tilgængelige.
Sådan én har de også lavet som en del af deres dækning af handelen på nettet i årets sidste måneder, hvilket i USA ikke blot omfatter julehandelen, men også Black Friday og den følgende Small Business Saturday og Cyber Monday.
Cyber Monday er dog ved at flyde godt og grundigt sammen med Black Friday, for der blev handlet for 6,2 mia. dollar online i USA på Black Friday alene – svarende til et beløb på over 40 mia. kroner. Ud af disse kom 2.1 mia. dollar fra handler, der foregik på smartphones.
Laptops hittede
Over hver tredje online-køb i USA skete altså fra en smartphone på Black Friday, og det er samtidig 29 procent mere end sidste års Cyber Monday-mobilsalg. Black Friday har altså nu langt overgået Cyber Monday, når det gælder handel på mobilen i USA.
Ifølge Adobe handler det i høj grad om at der er sket et stort fremskridt i designet af mobilshops, der er blevet langt mere brugervenlige – godt hjulpet af, at skærmene er blevet større.
I USA var det i øvrigt sjovt nok hverken smartphones eller tablets, men laptops, der var den mest populære vare at købe online på Black Friday. Ikke bare i forbrugerelektronik-kategorien, men i det hele taget. Om dette er tegn på at de bærbare computere er ved at få en renæssance er nok for tidligt at konkludere.
Legetøjskategorien sad på anden- og tredjepladsen med dukker fra henholdsvis L.O.L. Surprise og WowWee Fingerlings. Og derefter kommer så spilkategorien på fjerde- og femtepladsen med ’Let’s Go Pikachu’/’Let’s Go Eevee’ og ’God of War’ som de mest populære sællerter.