Forside * Nyheder

Michelle Yeoh kan få sin egen ’Star Trek’-serie

-

CBS gjorde noget rigtigt, da de relancerede Star Trek med ’Discovery’-serien og valgte kun at udbyde den via streaming.

Annonce:

Ligesom med ’Star Wars’ har det voksende streaming-marked gjort det muligt at udvide produktionerne inden for det højt elskede serie-univers. Risikoen for store tab, hvis serien ikke hitter, er simpelthen mindre, når man primært udbyder en serie på streaming-platformene.

I Danmark kan ’Star Trek: Discovery’ således ses på Netflix, men i hjemlandet USA kører den på CBS’ egen streamingtjeneste, CBS All Access. Dermed har CBS valgt den samme strategi som Disney har tænkt sig at gå efter – dog i væsentligt større format – med Disney+.

At ’Discovery’ blev så stort et hit har betydet, at der nu kommer adskillige øvrige serier i Star Trek-universet på streamingplatformene. En af dem er tilsyneladende direkte relateret til ’Discovery’ og handler om Michelle Yeohs karakter, kaptajn Georgiou.

Hvilken Georgiou?

Ifølge Deadline ligger Yeoh i forhandlinger med CBS om sin egen serie, der angiveligt skulle tage udgangspunkt i, hvad der sker i sæson to, der får amerikansk premiere 17. januar 2019. Som kendere af sæson 1 vil vide (SPOILER ALERT), så dør den mest venlige version af kaptajn Georgiou i én dimension, mens hun bliver en temmelig kradsbørstig kejserinde i en anden dimension og ender med at krydse over fra den ene dimension til den anden.

Om det er denne version af Georgiou, serien skal baseres på, eller den ”oprindelige” version i form af en slags prequel, melder historien ikke noget om. Men hvis sæson to af ’Star Trek: Discovery’ fortsætter hvor sæson et slap, kan der næsten kun være tale om kejserinde-versionen.

Ud over ’Discovery’ og en eventuel spin-off med Michelle Yeoh, er der en animeret komedie på vej, der handler om håndværkerne på rumskibenes nedre dæk, og Variety har tidligere rapporteret om en ungdomsserie, der foregår på Starfleet-akademiet, samt to mini-serier, hvoraf den ene er en udforskning eller genfortolkning af historien, der foregår i ’Star Trek II: The Wrath of Khan’-filmen. Den anden kunne jo så for eksempel være Michelle Yeoh-serien.

Dertil kommer, at Jean-Luc Picard tilsyneladende også vender tilbage til Star Trek-universet i en eller anden form.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.