Det er næppe nogen hemmelighed, at LGs TV-modeller sælger bedre end firmaets smartphones.
Af samme grund gør det sydkoreanske firma nu noget, der forekommer ganske logisk: De sætter manden, der er ansvarlig for TV-afdelingen til også at styre design og produktion af smartphones.
Det er Brian Kwon, der ud over TV-delen også har stået for LGs andre home entertainment-produkter, hvilket han fortsætter med. Tilføjelsen af det Kwongs ansvarsområde kommer som en del af en større ledelsesrokade, som LG netop har meldt ud.
I den forbindelse er det også blevet offentliggjort, at LG åbner to nye divisioner, der viser deres ambitioner for fremtiden. Disse skal tage sig af henholdsvis førerløse køretøjer og robotter. LG har allerede godt gang i robotudviklingen, men denne skulle altså få et ekstra skub med en dedikeret virksomhedsdivision.
Mere tid til at tænke stort
Smartphone-forretningen har trods velanmeldte flagskibsmodeller gået rigtig dårligt for LG i flere år. I de sidste to år har den sågar givet underskud. Det fik blandt andet LG til at aflyse den planlagte lancering af G7-modellen under MWC i år, en telefon, LG siden annoncerede uden at den gjorde specielt meget væsen af sig. Det er gået lidt bedre med LGs phablets i V-serien, men ikke noget, der stemmer overens med firmaets succes på andre områder.
Den tidligere chef for mobilområdet, Hwang Jeong-hwan skal nu i stedet hellige sig den anden rolle, han har i firmaet, som chef for LGs Convergence Business Development-afdeling. Men også firmaets CEO, Jo Seong-jin, skal have mere plads i kalenderen.
Den nye rokade kommer til at betyde at mange af topchefens opgaver bliver lagt over til David Jung, der er firmaets økonomichef. Jo Seong-jin kan så i stedet fokusere på LGs fremtidige strategi og planlægning. Endelig har LG også meddelt, at de åbner forskningscentre i USA i lighed med storebror Samsung. Disse skal ikke bare tage sig af det store, nordamerikanske marked, men også udnytte den talentmasse inden for tech, der er på den amerikanske vestkyst.