e-mærket anmelder over 9.000 fupbutikker til bagmandspolitiet. Det er 6.000 flere end sidste år
Antallet af fupbutikker, der forsøger at franarre shoppinglystne danskere deres penge, er fortsat et problem.
Sidste år i november der politianmeldte e-mærket 3.000 fupbutikker, i år er listen, som er overdraget til Bagmandspolitiet, på mere end 9.000 fupbutikker.
“Forhåbningen er selvfølgelig, at fupbutikkerne på den ene eller anden måde bliver lukket, så de danske forbrugere kan være endnu mere trygge, når de skal ud og købe den næste fødselsdagsgave eller julegave”, fortæller fortæller Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket.
Også år er der brugt AI (kunstig intelligens) i e-mærkets ‘fupcrawler’, men i år er der også søgt udenfor landets digitale grænser, i jagten på de hjemmesider der med fake tilbud henvender sig til danskere.
Der findes 10.-15.000 fupbutikker
e-mærkets systemarkitekt, Hans Westerlund, der til dagligt arbejder med at lære e-mærkets fupcrawler at gennemsøge internettet for fupbutikker, vurderer, at der findes et langt større antal fupbutikker end dem, der er blevet anmeldt.
“I virkeligheden er det nok desværre kun toppen af isbjerget vi ser her. Vi ved, vi kan finde flere, men vores kriterier for at fastslå, om webshoppen reelt set er en fupbutik, er meget strenge, så fupcrawleren er formentlig ikke nået forbi dem alle endnu. Der findes mindst 10 – 15.000 fupbutikker”, slutter Hans Westerlund.